Prøv avisen
Leder

For lidt, for sent

DR’s pludselige vilje til klassisk public service er en tilståelsessag

Efter at DR i torsdags fremlagde en plan, der skal signalere en ny og massiv fokusering på klassisk public service, må såvel licensbetalere som mediepolitikere spørge sig selv: Hvor megen troværdighed står DR-ledelsen tilbage med, når det krævede DR’s største krise i nyere tid, før statsinstitutionen rettede ind efter de ønsker, der enstemmigt har været rettet mod den i årevis, men som den hidtil har ignoreret med mere end antydningen af arrogance?

Det er naturligvis godt, at DR nu er vågnet op til dåd og pludselig har indset behovet for det litteraturprogram, som i årevis har været efterlyst af kræfter, der – som denne avis – ønsker DR det godt. At det så placeres på DR K og ikke på hovedkanalen DR 1 kan undre, når man omsider har erkendt, at noget så folkeligt, dannende og vigtigt som godt bogstof til syvende og sidst fortjener plads på programfladen. Der bør også kvitteres for, at man vil satse mere på kultur generelt, og at danske produk-tioner skal fortrænge nogle af de metervarer fra udenlandske tv-producenters overskudslagre, som DR har fodret sit publikum med i stigende omfang igennem en halv generation.

Det er altsammen meget fint. Men hvorfor er det, man sidder tilbage med en sær fornemmelse af, at det er for lidt og, især, for sent?

Hvorfor er det, man synes, at DR næsten overgør sin pointe, når stationen allerede for flere dage siden spillede ud med, at DR’s store, ofte kritiserede underholdningsflagskib igennem en årrække, X Factor, nu også skal lukkes?

Fordi man instinktivt bedst kan lide at få gaver, der gives af lyst, ikke af tvang. Når DR mener, at licens er noget, vi giver til hinanden, ville det være rart, hvis denne pludselige public service-gavebod i mindre grad lignede årtiets mediemæssige kovending.

DR-ledelsen gør – antageligt – det her, fordi den desperat håber at afværge noget meget værre. Nemlig den budgetmæssige indskrænkning af DR, som de store partier fra Dansk Folkeparti over Venstre til nu også Social-demokratiet for længst har bebudet. Men som DR-ledelsen i sin magtfuldkommenhed indtil for nylig har affærdiget som helt urealistisk, ja, som – med DR’s bestyrelsesformands udtryk – en slags angreb på ”den danske demokratiske model”. Intet mindre.

For fem år siden kunne kravene om mere klassisk public service fra den statsejede station være pareret nemt, hvis DR havde taget sig sammen og lavet et litteraturprogram, lidt flere danske egenproduktioner samt et eller et par programmer sendt i almindelige menneskers vågentid, som afspejlede og behandlede det faktum, at vi lever i den kristne kulturkreds, og at kirken er et vigtigt eksistentielt holdepunkt for overraskende mange licens-betalere.

Det ville DR-ledelsen ikke nedlade sig til. Et nyt program på radio eller tv om tro og kirke glimrer stadig ved sit fravær i det nu fremlagte udspil. Også dén besynderlige lapsus i DR’s nyopfundne plan for ægte public service efterlader en med følelsen af, at man har overværet et lidt uværdigt stykke tv-teater.