”Alle mennesker er skabt lige.” Taget for pålydende er ordene i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 det rene vrøvl. Det tager ikke mange millisekunders kik på vores verden at se, at mennesker fødes med vidt forskellige forudsætninger. At vi i udgangspunktet er lige for Skaberen er en anden sag, men når det gælder livsvilkår, er uligheden uomgængelig. Nogle mennesker begynder livet i dyb fattigdom, andre i materielt trygge kår, nogle fødes med forfærdelige handicap, andre med et jernhelbred.
På sin vis handler menneskelig og politisk aktivitet om at bekæmpe de givne uligheder, fordi de opleves som uretfærdige. Lægevidenskab vil kompensere for sygdommes vilkårlige nedslag. Social- og velfærdspolitik er et forsøg på at rette op på materiel ulighed. Det samme gælder skat. Arbejde og virksomhed er den enkeltes og fællesskabets anstrengelse for at vinde den ulige kamp mod sult og død.
Den internationale hjælpeorganisation Oxfam offentliggør hvert år et såkaldt ulighedsindeks, og her er den uudtalte præmis, at ulighed altid er et onde - des mere ulighed, des værre. På årets liste ligger Danmark nummer et som landet med størst lighed, mens i hvert fald nogle udviklingslande er på vej til større lighed. Det fremgår imidlertid også, at uligheden er steget i Danmark det seneste årti, og det gøres til et selvstændigt problem. Organisationen mener ligefrem, at ”ingen lande i verden gør det specielt godt” med hensyn til at bekæmpe ulighed. Selv om det er rigtigt, at ekstrem økonomisk ulighed i sig selv bremser velstandsfremgang, giver det dog knapt mening at vurdere udviklingen med samme målestok i rige som i fattige lande. Det er heller ikke et fedt, om øget ulighed for eksempel mest skyldes, at de rigere bliver rigere, at de fattige bliver fattigere eller en kombination af de to udviklinger.
At have den totale lighed mellem mennesker som utopisk målsætning er problematisk, som historien viser. Mange eksperimenter med at skabe lighedssamfund er slået fejl. En fuldstændig udligning af indkomster og formuer vil føre til samfundets kollaps, fordi det til en vis grad altid skal kunne betale sig at gøre en indsats. Præcis hvor det ideelle balancepunkt mellem egennytte og fællesskabets vel befinder sig, er imidlertid ikke let at afgøre, men de nordiske velfærdssystemer er formentlig tæt på. Hvorimod udviklingslandene generelt ville være tjent med mere udligning mellem rige og fattige. Ulighedsdebatten bliver bare for unuanceret, hvis den ikke ses i sammenhæng med velstandsudviklingen. Øges uligheden for eksempel i fattige lande, fordi alle bliver rigere, men nogle bliver det hurtigere end andre, er det ikke nødvendigvis et stort problem. Det er det derimod, hvis uligheden primært vokser, fordi de fattigste bliver fattigere, end de allerede er. I det perspektiv er der stadig meget ulighed at bekæmpe, men Oxfams indeks gør det ikke nødvendigvis lettere at se proportionerne i behovene.