Prøv avisen
Leder

Liv uden risiko kan være livløst

Af Johannes Henriksen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Risikoparathed er klogt, men har nået naturstridigt niveau

Tænk nu hvis. Vi må hellere. For en sikkerheds skyld. Det er bare ord, men de står som mottoer for en risikofikseret samtid, hvor den potentielle katastrofe altid er med i kulissen. For hvad nu hvis?

Det giver sig ikke mindst udslag i vores tilgang til børneliv. Det er, som om barnets ankomst til verden efter en kort og spontan glæde i tiltagende grad er kendetegnet ved bekymringer og risikoberegninger over alt det, der kan gå galt. Fra skadelige fødevarer til træklatring. Nu er det kommet så vidt, at daginstitutionen Gadevang Asyl, som det fremgår af dagens avis, har set sig nødsaget til at gå kontra og indrette en legeplads med indbyggede risici. Simpelthen i forsøget på at genvinde noget af det tabte land og liv, som forsvandt i risikotænkningens slør.

En god del af vores risikoparathed har vi fra naturens hånd. Menneskebarnets lange vej til selvopretholdelse har gjort det nødvendigt for forældre at bane vejen og forudse farer, ligesom mennesket i det hele taget er udstyret med en avanceret hjerne til konstant risikoberegning. Men vi har efterhånden nået et niveau, hvor risikoparatheden ikke længere er naturlig, men snarere naturstridig.

Meget af det har at gøre med den moderne verdens ophobning af viden om mulige farer og samtidige fravær af kollektivt reguleret commonsense. Det er fornuftigt at tage en cykelhjelm på, det er fornuftigt at spænde sikkerhedsselen, meget af det er endda blevet lovpligtigt. Det redder menneskeliv, og det giver mening. Men det giver ikke mening at iklæde et fireårigt barn hjelm, albuebeskyttere, knæ- og håndledsbeskyttere inden den første farefulde færd på rulleskøjter. På legepladser løber forældre i hælene på deres børn for at undgå den katastrofe, som en hudafskrabning må anses for at være. Det fortsætter for større børn, for kan unge piger nu gå rundt alene efter mørkets frembrud? Og hvad med alle de andre potentielle katastrofer, som truer os alle, ved det forkerte fødeindtag, ved klimakatastrofer og pludselig død?

Risikosamfundet kaldte den tyske sociolog Ulrich Beck det allerede i 1980’erne, hvormed han beskrev en verden, hvor vores voksende viden om katastrofens mulighed og vores manglende evne til at kunne afværge den har gjort risikofølelsen permanent. Samtidig beskrev han den individualisering, som har ført til, at den kollektivt nedarvede viden om håndtering af hverdagslivets farer er svækket. I dag betragtes forældregenerationens manglende risikoadfærd som uansvarlig, og hver dag og hvert opslag på nettet bringer ny viden om nye farer, og hvad vi selv kan gøre for at undgå dem. Ofte vil den midlertidige fornemmelse af sikkerhed trumfe behovet for frihed og udfoldelse. Og selvom meget kan være fornuftigt nok, er sagen jo den, at det risikofri liv aldrig indfinder sig.

Et opgør med risikokulturen, som dét i institutionen Gadevang Asyl, der beskrives i dagens avis, kan være på vej, men i sidste ende er det op til hver enkelt af os at træffe valget mellem sikkerhed og frihed og indimellem give plads til det sidste.

Det kræver, at vi har modet til en gang imellem at overhøre det indre ”tænk nu hvis”. For tænk nu, hvis vi blev så gode til risikostyring, at livet forsvandt i mellemtiden?