Kristeligt Dagblad mener: Sexisme skal frem, men det var løgne og frygt, der fældede Østergaard

De Radikales faldne leder følte sig tvunget til at lyve. Spørgsmålet er: Hvorfor?

En hånd på låret førte til Morten Østergaards fald, lød det allerede i går i en avisoverskrift. Den tolkning af den radikale leders ydmygende afgang som partiformand vil nok bestå i det folkelige eftermæle.

Det er forhåbentlig indlysende for de fleste, at det, at Morten Østergaard for ni år siden lagde sin hånd på partifællen Lotte Rods lår, ikke er en så alvorlig seksuel krænkelse, at den bør udløse et fald fra den politiske karrieres tinde. At den har gjort det, risikerer at udvande indsatsen mod alvorlige seksuelle krænkelser.

Det var reelt Morten Østergaards pinlige løgne, der fældede ham. Som så ofte i politik var det ikke forbrydelsen eller forsmædeligheden i sig selv, der gjorde, at han måtte gå, men derimod forsøget på at skjule den ved at lyve og manipulere.

Hele sagen kaster lys på den krænkelsesdebat, der næsten dagligt når nye højder. For hvorfor følte Morten Østergaard sig drevet til at lyve for sit parti og for offentligheden over en så lille forseelse for så lang tid siden, som han i øvrigt havde undskyldt for og var blevet tilgivet?

Vi ved det ikke, men må antage, at det spiller en afgørende rolle, at han selv havde sat sig på den højeste moralske hest og fremført Radikale Venstre som et renfærdigt parti i denne sag. Under hans ledelse har partiet været med til at piske debatten om seksuelle krænkelser op på en sådan måde, at det ville være svært for også ham at finde tilgivelse for selv en så lille forseelse som hans.

Morten Østergaard havde således bragt sig selv i en situation, hvor det at fortælle sandheden måtte forekomme ham at være mere uoverskueligt end at lyve for sine partifæller og omverdenen.

Det var selvretfærdighedens glashus, der brast sammen over ham, mere end det var hans egentlige forseelse, der fældede ham.

Det kan alle lære af. Hovmod står for fald, og en kultur, hvor tilgivelsen ikke hersker, bliver umenneskelig. Det er kristendommens forståelse, at alle bor i et glashus, fordi alle er uperfekte og begår fejl. Ingen går igennem livet som rene og uplettede. Det perfekte menneske findes ikke.

Sexisme- og krænkelsesdebatten foregiver det imidlertid. Derfor fremstår den i stigende grad som nådesløs.

I går fortalte den radikale Martin Lidegaard, at der under gruppedebatten om valget af fremtidig politisk leder blev fremført om ham som kandidat til lederposten, at han måske selv kunne forvente en sexismesag mod sig. Han har tilsyneladende for år tilbage danset lidt for tæt med en kvinde, som har angivet ham til den nyvalgte partileder Sofie Carsten Nielsen. Selv husker han intet om sagen, og han tabte formandsafstemningen.

Det er uforståeligt, at disse kvinder ikke i højere grad har sagt fra i situationer, hvor de er blevet krænket. En hånd på et lår, en lidt for tæt dans. Hvorfor har de ikke sagt fra? Og hvorfor gå på de sociale medier mange år senere og udløse politisk kaos?

Der gemmer sig en problematisk retsløshed i det overvældende fokus på sexisme. Den mandlige del af befolkningen er næsten kommet under kollektiv anklage. Samtidig er det en massiv tilbagegang for ligestillingen, at kvinder i den grad gøres til ofre.

Sexistisk adfærd skal selvfølgelig frem i lyset, og virkelige seksuelle krænkelser skal fordømmes. Men debatten og frygten har udviklet sig sådan, at en politisk leder lod sig drive ud i løgnen og faldt fra magtens tinde, fordi han for ni år siden lagde sin hånd på en kvindes lår.

Det er trist.