Historisk set har det ofte om Venstre lydt, at her var der højt til loftet. Det var ikke som hos Socialdemokratiet, der sled sig selv op med fløjkrige og formandsopgør.
Den tid er ovre. En berettiget diskussion om Venstres kurs efter tabet af regeringsmagten er eskaleret til et fuldtonet formandsopgør mellem formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen og disses respektive støtter. Startskuddet blev affyret i Berlingske i torsdags, hvor Kristian Jensen ganske utvetydigt undsagde sin partiformand og ikke mindst de tanker om et SV-samarbejde, som Løkke luftede i valgkampen som en gardering mod øget indflydelse til yderfløjene. Men det blev ikke ved det. I interviewet opremsede Kristian Jensen en alenlang dosmerseddel af emner, hvor den tidligere VLAK-regering ifølge næstformanden ikke havde gjort det tilstrækkeligt godt: Udlændingepolitikken havde fyldt for meget, klimaet havde fyldt for lidt, DF burde have været i regering, Løkkes oprettelse af et disruptionsråd var spild af tid, og uddannelsespolitikken har i alt for ringe grad fokuseret på de humanistiske fag.
Kristian Jensen kan sagtens have ret i dele af sin kritik, men han får det nærmest til at lyde som om, at han ikke selv har haft mulighed for at præge den førte politik, hvilket jo på ingen måde er tilfældet.
Den 48-årige næstformand har i sin politiske karriere været både skatteminister, udenrigsminister og finansminister, og han har dermed haft alle muligheder for indflydelse, både i Venstre og i de skiftende regeringer, han har været medlem af. Så når han nu føler behov for i offentligheden at lufte en frustration over den førte politik og sin partiformand, desavourerer han både sin politiske troværdighed og den partiformand, baglandet bakker op om, og som formåede at stå i spidsen for et parti, der ved både valget til Europa-Parlamentet og Folketinget fik fremgang.
Lars Løkke Rasmussen er ikke uden skyld. Han kunne bestemt have håndteret sin SV-udmelding mere elegant, blandt andet ved tidligere i forløbet at informere sin næstformand samt regeringskollegerne hos De Konservative og Liberal Alliance. Og med en uacceptabel mængde bilagssager var Løkke ikke uden skyld i det formandsopgør, der i 2014 også fik Kristian Jensen til at udfordre ham – indtil Løkke med en dygtig bearbejdelse af baglandet reddede sin position med en aftale om magtdelingen, indgået i kælderen under Odense Kongrescenter.
Om Kristian Jensen, Lars Løkke Rasmussen eller begge bør træde tilbage, må Venstres medlemmer afgøre ved partiets landsmøde til november. Men selvom Kristian Jensen i går på partiets sommergruppemøde gav udtryk for, at han fortrød interviewet i Berlingske, er spørgsmålet, om ikke tidligere finans- og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der i mange år blev betragtet som Venstres chef-ideolog, har ret, når han beskriver det som uholdbart, at Venstre ”har en næstformand, der underløber partiets formand med politiske udmeldinger”.
Sagens kerne er jo, at Kristian Jensen i stigende grad fremstår som ”serielt illoyal”, som Weekendavisen beskrev det i en analyse i går. Da han samtidig fik et lunkent folketingsvalg – med en beskeden 12. plads på Venstres liste over flest personlige stemmer – tegner det et billede af en politiker, der heller ikke har specielt godt fat i det jyske bagland, som Løkke har så stærkt brug for. Kristian Jensen er kort sagt stadig mere isoleret i Venstre, og måske tiden er inde til, at han tager konsekvensen af den uenighed med partiets linje og ledelse, han nu i flere år har givet udtryk for.