Prøv avisen
Leder

Løkke som det muliges kunstner

Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

Alle partier må nu vise sig villige til at skabe brede politiske forlig

Det er svært at tage anstød af det regeringsgrundlag, som Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering i går fremlagde ved sin tiltrædelse. Programmet lægger klart op til, at der skal forhandles flertal hjem for den førte politik, og at det ikke kun skal ske med højre side af folketingssalen.

Store dele af regeringsgrundlaget kunne Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative og i vid udstrækning også De Radikale selv have skrevet.

Det er helt bevidst. Nu hvor Lars Løkke Rasmussen ikke kunne skabe en borgerlig flertalsregering eller en regering med alene Dansk Folkeparti, er han tvunget til at søge så bredt et parlamentarisk samarbejde som muligt, og det afspejler sig i det fremlagte politiske program.

Det er ikke dårligt. Dansk politik trives på mange måder bedst med den tradition for bredt samarbejde hen over midten, der sikrer, at et regeringsskifte nok medfører nye politiske prioriteringer, men ingen politiske revolutioner.

Ikke mindst valgkampens misvisende fokus på opdelingen af dansk politik i rød og blå blok har været med til at skabe et billede af, at folketingsvalget ville føre til et mere polariseret politisk Danmark.

Men med undtagelse af dele af udlændingepolitikken, som Venstres hardliner Inger Støjberg skal styre som ny integrationsminister, og dele af retspolitikken, som den mere uforudsigelige Søren Pind skal stå for som ny justitsminister, er der i regeringsgrundlaget ikke belæg for at male Venstre op i noget ideologisk end sige sort hjørne, sådan som der har været en tendens til hos oppositionen.

Det er nu især op til de øvrige borgerlige partier, Socialdemokraterne og De Radikale at sikre, at den kommende folketingssamling ikke bliver en politisk ørkenvandring, men bruges konstruktivt til at gennemføre de politiske reformer og ændringer af den offentlige økonomi, der er nødvendig. Det kræver vilje til kompromiser, og det er opmuntrende, at Socialdemokraternes nyvalgte formand Mette Frederiksen i går meldte ud, at hun er villig til at levere netop det.

Den smalle Venstre-regering er ved første øjekast skrøbelig, men hvis Lars Løkke Rasmussen udnytter det taktiske talent, som han blandt kollegaer er berømmet for, kan regeringen vise sig at holde langt ud over den udløbsdato, som flere af de politiske dommedagsprofeter har spået den. Dens fremtid afhænger af dens evne til at fastholde sit parlamentariske grundlag hos de borgerlige partier samtidig med, at de fleste politiske løsninger må findes i et konstruktivt samarbejde på tværs af Folketinget.

Der er dele af regeringsgrundlaget, som er klart skuffende, herunder ikke mindst beskæringen af u-landsbistanden. Men der er meget lidt overraskende. Måske mest det, at Venstre-regeringen nu lægger an til voksende offentlige udgifter, selv om partiet har forfægtet nulvækst i hele valgkampen. Ydermere står det ikke tindrende klart, hvor indtægterne skal komme fra. Men valgkampen er ovre, og de stærke holdninger pakkes nu væk. Dansk politik afgøres af dem, der bøjer sig længst ind mod midten, og det er den øvelse, som Venstre er i gang med.

Forhåbentlig glemmer partiet og regeringen ikke et af valgets vigtigste budskaber, der kom fra det protesterende Udkantsdanmark. Det er en ny og stærk bevægelse i det politiske liv, at så mange ikke længere vil acceptere den ødelæggende udsultning af landdistrikterne. Regeringen vil i høj grad blive målt på, om den kan levere mere end tomme ord, men et Danmark, der virkelig står ”sammen for fremtiden”, sådan som regeringsgrundlaget ambitiøst hedder. bjer