For politikere og andre, som har tilbragt en stor del af tilværelsen i rampelyset, er der næppe noget vanskeligere end at træde ned fra scenen. Forsvinde ubemærket og friste et liv som alle os andre langt fra magten og opmærksomheden. Verdenshistorien er fyldt med eksempler på folk, som ikke har evnet det.
Derfor er det heller ikke overraskende, at en inkarneret magtspiller, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, har haft mere end vanskeligt ved at finde sig til rette med livet som menigt folketingsmedlem og lejlighedsvis meningsmager. Nu har han så meddelt, at han vil stå i spidsen for et nyt borgerligt midterparti, og med vanlig sans for timing kan vi i de kommende uger i et tv-program følge Løkkes kamp med at finde sig til rette i tilværelsen på en sejlads over Atlanten.
Det er vanskeligt ikke at se Løkkes partiprojekt i et skær af opportunisme. Som et udslag af forfængelighed med elementer af den fortvivlelse og rådvildhed, der har ramt ham ved udsigten til et liv uden magt og opmærksomhed. Men Lars Løkke Rasmussen er en tilstrækkeligt stor politisk begavelse til at sikre, at hans forfængelighed altid går hånd i hånd med en veludviklet realpolitisk fornemmelse.
Om der faktisk er plads til endnu et parti i midten af dansk politik vil i sidste ende blive afgjort af vælgerne ved næste folketingsvalg. Men alene den opmærksomhed, der indtil nu er viet Løkkes seneste politiske projekt, vidner om, at der meget vel kan være en politisk platform for et realpolitisk midterparti, der måske kan spille den rolle som kongemagerparti, De Radikale historisk har spillet.
I første omgang vil Løkkes parti naturligvis kun føje yderligere til Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens kvaler og bidrage til billedet af et borgerligt Danmark sprængt i stumper og stykker. Men det er lige så klart, at det er nødvendigt med partier, som kan hente stemmer tilbage over midten, hvis de borgerlige partier skal gøre sig forhåbninger om at komme i nærheden af magten. Det kan Løkke i modsætning til for eksempel Nye Borgerlige.
Endnu kender vi kun Løkkes projekt i løsdele og ud fra et sammensurium af klichéer om åben debatkultur og opgør med blokpolitik, som først og fremmest har det til fælles, at de skal skræmme færrest mulige væk frem mod et kommende valg.
Vi ved, at Løkkes politiske arv især består af en række teknokratiske strukturreformer, som har skabt flere problemer, end de har løst, og dertil en stram udlændingepolitisk linje, som Løkke nu har travlt med at tage afstand fra. Efter alt at dømme vil han med sit nye parti forsøge at samle de mange uideologiske midtervælgere, som er kritiske over for en voksende socialdemokratisk velfærdsstat, og som synes, at lidt flere af deres surt tjente penge skal blive i egne lommer. Det kan blive en kannibalisering af Venstre-vælgere, men Løkke-projektets politiske potentiale vil til syvende og sidst bero på evnen til at trække vælgere hen over midten.
Formentlig vil projekt Løkke sikre ankermanden lidt mere tid i rampelyset – om det også vil tilfredsstille hans vilje til magt er mere tvivlsomt.