Allerede i 2001 var saudiske islamister de hovedansvarlige bag terrorangrebet på World Trade Center i USA. Siden har der været debat om, hvordan man kunne stoppe den fundamentalistiske variant af islam, der kommer fra kulturer som Saudi-Arabien.
Men problemet er ikke løst. Senest er det kommet frem, at flere moskéer har modtaget store pengebeløb fra Saudi-Arabien, og også andre udemokratiske stater har støttet danske moskéer i at sprede en uønsket trosform. Myndighederne har vidst det. Kirkeministeriet har rådgivet den saudiske ambassade om donationer. Men nyligt har ministeriet udsendt en pressemeddelelse om, at man ikke havde ”hjemmel til hverken at godkende eller forbyde donationer”.
Det er deprimerende. Politikere har i årevis konkurreret om at være hård på ekstremisme-fronten. Stemmeføringen er blevet højere og højere. Det er blevet sagt mange gange, at Danmark skal blokere for de pengestrømme, der finansierer den religiøse ideologi fra lande som Iran og Saudi-Arabien, som i øvrigt ikke tillader kristne at udøve deres tro. Men man er ikke kommet meget tættere på at ramme islamisterne på pengepungen.
Det er ikke en omkostningsfri politisk adfærd at gøre spørgsmålet til en råbekonkurrence. Nogle mister tilliden til politikere, der siger, at de vil gøre noget, som de ikke gør. Andre stemmer på yderligtgående partier for endelig at få handling bag ordene. Den hule tale om at stoppe det ene eller det andet uden at have sat sig ind i, om det er muligt, skaber ikke en sundere demokratisk samtale, men vænner folk til retorisk overbud.
Kan kan man overhovedet stoppe islamisternes pengestrømme? Indtil nu har juristernes advarsler mod at indsnævre grundlæggende rettigheder som religionsfriheden vejet tungere. Men vi bevæger os tættere og tættere på et opgør med den balance.
De Konservative lagde i går op til at lukke moskéer med henvisning til Grundlovens paragraf 67, der begrænser trosfriheden for den religiøse praksis, som ”strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Indspillet har en forholdsvis ringe chance for at blive til noget. Større chance har derimod regeringens lovforslag, som er på vej. Her vil man lave en liste over udemokratiske aktører, som ikke må donere penge til trossamfund i Danmark.
Det vil rejse nye spørgsmål. Vil Vatikanet så komme på listen som udemokratisk på grund af sit syn på køn eller abort? Vil konservative jøder komme på den udemokratiske liste? Alt tyder på, at der er lang vej i mål.
For de fleste vesterlændinge er det sund fornuft at dæmme op for konservativ islamisme. Det er en åndsstrømning, som har vist sig destruktiv, hvor end den kommer frem. Den mener som andre farlige bevægelser at eje sandheden. Den nuværende lovproces er blot en lille brik i et større spil om mødet mellem kulturer, som vil vare mange årtier frem. Man må blot håbe, at vi ikke engang kigger tilbage på disse år og ser, at det var her, man opgav de frihedsrettigheder, som er så væsentlige i vores civilisation.