Prøv avisen
Leder

Lovpligtigt håndtryk?

Af Anders Ellebæk Madsen, Redaktør for kirke, tro og historie

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Firmaer og institutioner må stoppe håndtryksdiskrimination

Håndtryk var for få årtier siden at regne for formalistisk og gammeldags. Det var grunden til, at omfavnelser begyndte at vinde frem som udtryk for en mere åben og personlig tilgang til mennesker, man mødte under for eksempel private sammenkomster.

Men samtidig har håndtrykket i højere og højere grad fået vægt som symbol på noget helt andet: ligestilling mellem kønnene. Den udvikling bekræfter en ny sag. Blandt andet Dansk Folkeparti og De Konservative vil gøre det til et lovkrav, at ansøgere om dansk statsborgerskab skal give hånd ved den ceremoni, hvor statsborgerskabet overdrages. Logikken er, at en person, der ikke vil give hånden til en person af det modsatte køn, er så langt væk fra danske værdier, at vedkommende ikke skal have adresse i Danmark og meget vel kan være islamist.

Der er masser af problemer at tage fat på i den forskelsbehandling af mænd og kvinder, som er så udbredt i Mellemøsten. Ligebehandlingsnævnet besluttede med rette i 2014, at det var kønsdiskriminerende, da en eksamenscensor ikke ville give hånden til kvindelige studerende. Sagen blev rejst, da en kvindelig HF-elev følte sig stødt over afvisningen fra en muslimske censor i 2013. Man må opfordre ledere i skoler og andre offentlige institutioner til at få styr på deres ansatte i denne type situationer. For ingen borger skal i skolen eller andre offentlige institutioner føle sig dårligere behandlet, fordi vedkommende er kvinde. Det er vigtigt, at Danmark i mødet med andre kulturer står fast på det skandinaviske udgangspunkt, at samfundets spilleregler skal give kvinder samme muligheder som som mænd.

Der er stor kompleksitet i den lille berøring mellem fremmede hænder, som varer få sekunder. Dels kan håndtryk bære forskellige betydninger for forskellige mennesker, som det fremgår af synet på håndtryk som gammeldags. Dels foregår nogle håndtrykssituationer i offentligt regi og andre i privat regi. Derfor kunne Ligebehandlingsnævnet give en muslimsk taxichauffør medhold, da han i 2015 af sit privatejede taxiselskab ikke fik en særlig stilling med den begrundelse fra virksomhedens side, at han ikke gav hånd til kvinder.

Denne kompleksitet ønsker flere partier nu at omsætte til en lov om håndtryk, som kun gælder ved en enkelt sjælden begivenhed. Det virker ikke principielt gennemtænkt. Love bør hvile på et fundament, som ikke kun gælder ved en sjælden lejlighed, men som har en grundlæggende logik, der gælder mere regelmæssigt. Det væsentlige må være at undgå situationer, hvor borgeren i det offentlige system undgår at føle sig afvist på grund af køn. Det ville være paradoksalt i en kultur som den danske, der lægger vægt på afslappede omgangsformer, hvis man skulle straffe forkerte hilseformer. Der findes også præster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster, som en sag i 2007 var udtryk for. Det løste man internt i folkekirken, og på samme måde kan man løse muslimske håndtrykssager.