Prøv avisen

Lærernes almene dannelse

Kendskab til kulturarven skal styrkes, ikke reduceres

Udkastet til de nye bestemmelser for seminariefaget KLM har vakt debat i ugens løb. Med fuld ret føler forligskredsen bag bevarelsen af KLM, der står for kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab, sig løbet over ende.
LÆS OGSÅ: Debat: Lærernes kristendomsfag drukner i relativisme

Det samme gør en række seminarielærere. Som beskrevet her i avisen er flere for faget centrale begreber omformuleret eller forsvundet i udkastet. Det religionsfaglige område er stærkt reduceret, og betegnelsen luthersk kristendom er helt faldet ud. Livsoplysning og medborgerskab har trods fagets navn heller ingen fremtrædende plads i udkastet.

KLM er et dannelsesfag, der beskæftiger sig med kulturarv og filosofi og hjælper de kommende lærere til at formulere egne holdninger ud fra deres kulturbaggrund. Til den hører selvsagt kristendommen. At man som kommende lærer kan gå gennem hele uddannelsen uden at høre ét ord om luthersk kristendom er ganske enkelt forkert.

Nu gik det ellers lige så godt, forstået på den måde, at KLM rent faktisk blev reddet sidste år. Da den nuværende regering trådte til, ville den helt afskaffe faget, som i forvejen er en reduktion i forhold til tidligere, hvor kristendomskundskab spillede en rolle på seminarierne. Ganske naturligt, kan man mene, al den stund at skole og kirke i Danmark hænger snævert sammen i historisk forstand.

Men den sidste lille rest af kristendom skulle altså ud af fællesfagene på seminarierne, mente regeringen, som heldigvis fik modstand af Enhedslisten og den borgerlige fløj. Et forlig, der bevarede KLM, blev tvunget igennem.

Men arbejdet med at reducere indholdet af faget er altså fortsat, blandt andet fordi hele fokus i læreruddannelsen er under forandring i disse år. Man har større opmærksomhed på, hvad lærerne skal kunne, end hvad de skal vide. I denne værdikamp mellem kompetencer og almen dannelse er KLM blevet taget som gidsel og fungerer som en oplagt kampplads for to forskelligartede uddannelsessyn.

Det er godt, at kritikerne af den nye bekendtgørelse, der netop har været i høring, er kommet på banen. De foreslåede ændringer af KLM og læreruddannelsen skal ikke gennemføres uden debat. I gårsdagens avis slog professor Jens Rasmussen fra DPU Aarhus Universitet, som spiller en central rolle i reduktionen af det religionsfaglige indhold, kritikken hen med, at der var tale om personangreb på ham. Men der er nu tale om noget langt større end professorens person, og man må håbe, at de involverede forligsparter igen får held med at imødegå den tidstypiske reduktion af kristendom og almen dannelse, som ændringerne er udtryk for.