De seneste uger har mange danskere fulgt med i debatten om messefald, der har kørt i alle landets medier. Emnet har interesse langt uden for kirkelige kredse. Og med god grund.
Det hænger nemlig sammen med, om der skal lukkes kirker og handler dermed fundamentalt om danskernes forhold til deres folkekirke.
LÆS OGSÅ: Da Fangel Kirke kom i mediemøllen
Det begyndte med den nyhed for et par uger siden, at Fangel Kirke på Fyn aflyser 9 ud af 10 gudstjenester. Fyens Stiftstidendes nyhed viste sig sidenhen at være usand der aflyses meget færre gudstjenester i landsbykirken. Derpå kom det frem, at der hvert år er over 100 messefald i Lolland-Falsters Stift, og i lørdags påviste Kristeligt Dagblad, at 8 ud af 10 stifter ikke har styr på omfanget af problemet.
Sagens kerne er væsentlig: Hvordan skal folkekirken forholde sig til tomme kirker? Og hvad kan man forsvare at bruge medlemmernes penge til? Alene opvarmningen af en gammel kirke til gudstjeneste kan koste 3000 kroner, forklarede provst Susan Aaen fra Salling Provsti her i avisen i efteråret.
De mange spildte penge opfattes i nogle kredse ikke som et problem. For eksempel siger biskop Kjeld Holm i Aarhus Stift, at han ingen planer har om at tælle messefald, og biskop Kresten Drejergaard argumenterer imod tælling med det synspunkt, at det kun er noget, journalister er interesserede i, selvom han også medgiver, at folk har krav på at få at vide, om de får noget for deres penge.
Der er en dybt rodfæstet modvilje imod at tælle i folkekirken. Tove Fergo (V) kom til at inkarnere dette princip, da hun som kirkeminister sløjfede folkekirkens statistik.
Man kan betragte det som meget belejligt, at der ikke tælles problemer i folkekirken. For så forsvinder jo også belægget for, at der kan ligge ubehagelige indgreb forude. Over for dette standpunkt står folk som biskop Steen Skovsgaard, der mener, at man må se problemerne i øjnene for at kunne imødegå dem.
Der er i dansk teologi en lang tradition for at argumentere teologisk på området. Teologi-professor K.E. Løgstrup kunne for mere end et halvt hundrede år siden sige, at det ikke var afgørende, om der sad nogen på kirkebænken, men om Guds ord lød i kirken. I dag forekommer det at være en luksusholdning fra svundne tider, hvor man var lykkelig ubekymret om, at folkekirkens position i kulturen en dag ville blive udfordret.
Det er straks sværere at få øje på, hvordan nutidige teologer kan have det synspunkt. Folkekirken kommer til at kæmpe med næb og klør for at bevare sin rolle. Og der kommer ikke flere ressourcer af at lukke øjnene for, hvor ofte folkekirkens bygninger står tomme. AEM