Prøv avisen
Leder

Lykke-Per og det lykkeligste folk

Erik Bjerager

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Filmatiseringen af ”Lykke-Per” viser bogens stærke aktualitet

Det er svært ikke at lade sig begejstre over, at en af Danmarks største filmskabere, Bille August, nu har filmatiseret Henrik Pontoppidans storværk ”Lykke-Per”, og at filmen i denne uge er blevet flot modtaget i medierne. Her i avisen kaldte anmelder Henrik Wivel den for et ”mesterværk”. Til næste år vil den nå ud til en endnu bredere skare som tv-serie på TV 2.

Filmen har allerede givet øget efterspørgsel på bogen i boglader og på biblioteker og godt det samme. Den burde være pligtlæsning og måler sig i sin kompleksitet og sammensathed fuldt ud med Johannes V. Jensens ”Kongens Fald”, der ved årtusindeskiftet blev kåret som 1900-tallets største danske litterære værk. Jensens beskrivelse af det vægelsindede, tvivlende og ubeslutsomme danske sindelag finder sit parallelle tema i Lykke-Pers tøvende sind og livslange modvilje mod at forpligte sig.

Men ”Lykke-Per” rummer så meget mere, fordi Pontoppidan var en stor psykolog og en mesterlig gransker af menneskesindet og sjælen. De ubetinget sympatiske skikkelser i romanen er kvinderne, der lever uselvisk og finder lykken ved opofrelsen og gerningen for andre. Per søger sig selv og lykken ved at erobre verden. Det er en af bogens mange dobbelttydigheder, at hans vej ender i en tilbagetrukket, næsten monastisk og fattig ensomhed i yderste klitrække i Thy – men måske lykkelig.

Bag ham er alle de store ord og uforløste ambitioner; de mennesker, han brugte og trådte på i sin uhæmmede selvudfoldelse; de kvinder og børn, han svigtede, og dertil hans foragt for præstefaderen, kirken og kristendommen – og så alligevel ikke.

Livet igennem er Per med de bibelske fornavne Peter Andreas på flugt fra det, han er rundet af. Han forskanser sig bag et had og en kulde til faderen, men må se sig selv blive som ham, han flygter fra. Han dyrker videnskaben som Gud, men ender med at kredse om det, der er større end ham selv.

Bogen udkom i flere dele i årene 1898-1904 og blev i december 1904 flot anmeldt her i avisen som en ”sjæleskildring”, der ”baade afslører den forlorne Kristelighed og viser Haabløsheden ved et Liv uden Gud”.

Romanen er skrevet midt i en kulturel opbrudstid med ideologiske og religiøse kampe. En overvældende tro på både videnskab og fremskridt bar tiden, som den bærer romanens hovedperson. Men Pontoppidan, der ligesom sin romanfigur selv var præstesøn og ingeniørstuderende, inden han blev forfatter, forholder sig kritisk til den fornuftsdyrkelse, som udelukker en åndelig dimension i livet.

Derfor taler romanen også til nutiden og har fuldt ud lige så meget budskab til sine læsere i dag som dengang. Der er intet facit eller nogen endelig og fast livsanskuelse i bogen. Flertydigheden er dens store styrke. Forfatteren Ida Jessen beskriver i forordet til en nyudgivelse af ”Lykke-Per” dens hovedperson som billedet på den moderne narcissistiske mand – en egoist og fantast, der ikke tåler det forpligtende og ikke kan forvandle lidenskab til kærlighed, venskab eller bare arbejde.

Det er noget af et sammenfald, at vi danskere, der i en række internationale målinger og undersøgelser gang på gang er kåret som verdens lykkeligste eller næstenlykkeligste folk, har en nationalroman som ”Lykke-Per”.

Bogen nuancerer lykkemålingernes overfladiskhed med mange alen og vidner igen om, hvor vigtig stor kunst og ikke mindst stor litteratur er, og hvor meget det betyder at have den som hjælp til en dybere livstolkning og tilværelsesforståelse. Ikke mindst når den også kommer op på filmlærredet.