I 1915, året efter udbruddet af Første Verdenskrig, som vi markerer hundredåret for i år, var Winston Churchill, der dengang var britisk officer, ved Vestfronten. Her skrev han et brev til sin hustru, Clementine. Brevet modtog hun aldrig, for det var alene ment som en sidste hilsen til hende, hvis han ligesom millioner af andre soldater døde i skyttegravene. Døds-brevet blev fundet i Churchills efterladte papirer og udstilledes for offentligheden første gang for godt fem år siden.
Brevet indledes med en opremsning af en række praktiske forhold. Derefter skriver han: Sørg ikke alt for meget over mig. Døden er bare en hændelse og ikke det vigtigste. Lige siden jeg mødte dig, min elskede, har jeg været lykkelig, og du har lært mig, hvor fint en kvindes hjerte kan være. Hvis der er et andet sted, vil jeg lede efter dig der. Men indtil da, se fremad, føl dig fri, fryd dig over livet, værn om børnene og vogt over mit minde. Gud velsigne dig og farvel.
Churchill, der siden blev britisk premierminister og en af historiens største lederskikkelser, talte eller skrev sjældent om sin tro. Nogle historikere mener, han var agnostiker, ikke-troende, selvom man i flere af hans taler til den britiske nation under Anden Verdenskrig finder referencer til Gud og kristendommen.
LÆS OGSÅ:Det kræver en vanvittig tro at tro på Jesu opstandelse
I dag, dagen inden påskedag, er det værd at hæfte sig ved en sætning i Churchills brev: Hvis der er et andet sted, vil jeg lede efter dig der. Det er håbet om Himmerig og gensynet med sin kæreste, som Churchill med sin kortfattede og uprætentiøse formulering har i tankerne i skyggen af krigens rædsler. Det håb gælder i krig og fred, i liv og død. Det gælder, når vi sidder ved et dødsleje, eller når vi engang selv skal dø. Men det gælder også i det daglige liv, når skilsmisse, arbejdsløshed eller sygdom gør livet vanskeligt, og vi har svært ved at finde en udvej.
Mange år efter Churchills død, men inden Murens fald, gjorde den tjekkiske systemkritiker og senere præsident Vaclav Havel sig den iagttagelse på baggrund af sine fængselserfaringer, at håb er en åndens og hjertets orientering, der rækker ud over det umiddelbart levedes verden og er forankret et fjernere sted ...Håb er ikke simpelthen optimisme. Det er ikke overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening uden hensyn til, hvordan det går. Det håb, mente Havel, at vi mennesker henter andetsteds fra.
LÆS OGSÅ:Vores liv ender ikke i tab, mørke og død
I kristendommen har det håb at gøre med Jesu opstandelse påskemorgen. Men der er ikke noget kraftfuldt religiøst manifest i, at hans grav var tom. Jesu opstandelse efterlader os ikke med troens selvsikkerhed, men med en evig og uophørlig ansporing til at leve vort liv knyttet til det levende håb, der tales om ved dåb og begravelser.
Det er også det håb, som maleren Joakim Skovgaard formidler i sit store maleri Kristus i de dødes rige, der vises på avisens forside i dag. Det stærke lys, der vælder ind over Kristus-figuren og vækker de døde til live, er opstandelsens lys. Men det er også en ny begyndelses lys, et håbets lys. Skovgaards motiv er beslægtet med de tidligste opstandelsesbilleder i den kristne, byzantinske tradition, som ses gengivet på fresker og ikoner. Her bryder Jesus, nedfaret til dødsriget, igennem helvedes porte, bryder dødens lænker, og i et lyshav trækker han menneskeheden symboliseret ved Adam og Eva ud af dødsriget, op i lyset.
Opstandelsen kan forkyndes så pompøst som i Skovgaards vægstore maleri eller så forsigtigt og håbefuldt som i Churchills brev. Men budskabet er det samme. Kristendommen skænker os et håb, som ikke kan tages fra os.
GLÆDELIG PÅSKE