ENHVER HUSMODER ved, at det er langt lettere at tilberede en lækker, sund og velsmagende middag til fire mennesker end til 20. Det er de færreste, der selv tør binde an med middagen, når der inviteres i stort tal for eksempel til konfirmation, bryllup, runde fødselsdage eller andet. Man arrangerer sig. Enten hyrer man en kok til at løse opgaven, eller man får maden »udefra« - fra et af de utallige cateringsfirmaer, der netop har specialiseret sig på området. Det er ikke den billigste løsning, men den bedste, for de fleste ved, at en god og velsmagende middag danner grundlaget for en vellykket fest. I det hele taget betyder maden meget for os alle - unge som ældre. Børnene foretrækker deres livretter, om det så er mors eller fars hjemmelavede frikadeller eller spaghettien med kødsovs, og de voksne køber lidt godt ind til weekenden, for her er der tid til at kræse lidt ekstra for det gode måltid og for hinanden. Også for ældre betyder måltidet meget, måske endda endnu mere. Måltidet bliver et af de højdepunkter, som dagen ikke har for mange af i forvejen, og for ældre som for alle andre samfundsborgere er det vigtigt at spise sundt og godt. Men i kommunerne tænker man anderledes, i hvert fald når man tænker på gruppen af »ældre«. Her tænker man på rationalisering, effektivisering, centralisering - kort sagt på kroner og øre. Alle ved, at god og sund kost koster, men i kommunerne er det lykkedes at overbevise sig selv og hinanden om, at jo billigere den er, jo bedre! Med det resultat, vi nu kan læse, se og høre om i medierne, at hver tredje af de godt 100.000 ældre på landets plejehjem og i hjemmeplejen er underernærede. De ældre mister appetitten, når de præsenteres for den kommunale mad, og taber ofte mellem 40 og 45 kg i vægt. En ældre kvinde fra en nordsjællandsk kommune beskriver sit møde med den kommunale - i dette tilfælde privatiseret - mad således: Hakkebøffen var så hård, at jeg ikke turde tygge den af frygt for at ødelægge mit gebis. Kartoffelmosen var hård på oversiden og sej og trevlet længere nede. En anden fortæller, at kommunen af sparehensyn havde opgivet at portionsanrette maden. Når hun fik sit måltid fra hjemmeplejen, var der mad nok til fire mennesker. Al den mad gav hende kvalme, så hun holdt også op med at spise. Landets politikere - der i sidste ende har ansvaret - synes kollektivt at have besluttet sig for, at omkring de 70 år ophører alt herunder også glæden over det gode måltid. Et menneskesyn, der kun kan betegnes som afstumpet. For et ægte velfærdssamfund kendes jo netop på respekten og omsorgen for individet - alderen underordnet. miep