DRAMAET PÅ klintekanten mellem Lønstrup og Rubjerg Knude på den nordjyske vestkyst drejer sig om mere end Mårup Kirkes overlevelse. Mens havet æder sig ind på kysten, argumenterer tilhængere af kirkens overlevelse stadigt kraftigere for kystsikring, mens myndighederne vil lade naturen rase, rive kirken ned og lade havet opsluge kirkegården og jorden, hvorpå kirken stod. Striden gælder således de modstridende syn på naturen, og spørgsmålet om hvem, der har magten til at definere det herskende natursyn. Mårup Kirke er hverken en arkitektonisk eller kunsthistorisk perle. Foreningen Mårup Kirkes Venner kalder den selv for et værdifuldt stykke kulturhistorie og en uadskillelig del af landskabet, og man må medgive, at kirken ligger ubeskriveligt smukt der på randen af afgrunden. Skønheden og dramaet i forening tiltrækker årligt mellem 200.000 og 300.000 turister, og Mårup Kirke er i de lokale venners øjne ikke bare kulturhistorie, men også en magnet, der kaster turistkroner af sig. Når vi regulerer naturen på alle mulige andre måder, hvorfor så ikke også gøre det her og bevare kirke og turistattraktion, hedder det. Heroverfor står Skov- og Naturstyrelsen, som repræsenterer det nye natursyn hos især myndighederne og naturfredningsforeninger. Mens kulturen tidligere vandt over naturen, skal vi nu hjælpe naturen til at vinde over kulturen. Det giver sig ikke mindst udtryk i aktivistisk naturgenopretning af tabt land og forsvundne dyre- og plantearter. Den udvandrede bæver genudsættes i danske vandløb, oprettede åer snoes igen, og landets skovejere støttes i at omdanne bøgeskove og nåleplantager til blandet trævækst for i bogstaveligste forstand at skabe grobund for fortidens urskov og dens mange plantearter. Naturen skal hjælpes på vej, og der hvor naturens frie kræfter er på spil, skal de vinde. Dette på mange måder sympatiske, men også kunstige natursyn er i dag myndighedernes fremherskende. Mennesket står i mange forhold over naturen og er ikke på samme måde som tidligere i dens vold. Denne overlegenhed skal ikke bruges til at beherske, men derimod til at fremme den oprindelige natur. Det er dette syn på naturen og klinten mellem Rubjerg Knude og Lønstrup, der gør, at klinten under Mårup Kirke i en efterårsstorm om ikke mange år vil skride i havet. Danmarkshistorien kan berette om andre kirker, der er blevet pillet ned, inden havet åd dem eller sandet dækkede dem til. Dengang var man tvunget til at adlyde naturens kræfter. Nu vælger vi at gøre det. Og det er ikke den dårligste skæbne, Mårup Kirke kan få.bjer