”Vi har sagt meget klart, at vi kommer til at finansiere vores forslag krone til krone.” Sådan sagde finansminister Nicolai Wammen (S) kort efter sin udnævnelse i juni. Gennem mange år har det været god social-demokratisk latin, at man ikke skruer op for en offentlig udgift uden først at finde pengene. I valgsloganet ”velfærd eller skattelettelser” var det imidlertid underforstået, at der nu er penge i det offentlige, som bare venter på at blive brugt. Det er til dels rigtigt. De ellers forhadte velfærdsreformer, som VKregeringen i 2010 og SRSF-regeringen i 2011 gennemførte, har skabt et stort økonomisk råderum.
Højkonjunkturen har fået statskassen til at bugne endnu mere, så i en vis forstand er det forståeligt, hvis finansministeren har følt sig fristet til at se lidt stort på krone-til-krone-princippet. Præcis det er sket med den finanslov, regeringen indgik med sine støttepartier mandag aften.
Råderummet skulle have holdt til og med 2024, men allerede nu bliver der brugt løs af det. En væsentlig del af de øgede udgifter til skoler, børnepasning, miljø, sundhed og psykiatri kommer fra de såkaldte reserver. Reelt betyder det, at politikerne ikke har fundet nye finansieringskilder.
Helt fraværende er de dog ikke. Plastic-poser, tobak og kasinospil på internettet bliver for eksempel dyrere. ”De rige” skal bidrage med mere gennem skatter og afgifter ved virksomhedsoverdragelse, ved fri telefon eller firmabil eller ved forældres køb af bolig til børnene. Det er bare slående, hvor lidt de ekstra skatter batter i 2020 i forhold til udgiftsstigningerne.
Det frister til at spørge, om moderne politik overhovedet må gøre ondt på nogen? Rygere vil nok føle, at det gør ondt med de dyrere cigaretter, selvom mindre rygning kunne gavne helbredet. Derimod vil de færreste bide mærke i, om plasticposer og kasinospil på nettet skulle blive lidt dyrere. Partiet Venstre har haft travlt med at skose regeringen og dens støttepartier for skattestigningerne, som partiet kalder unødvendige. Men sandheden er, at skattestigningerne er for små set i forhold til de udgifter, regeringen og dens støttepartier er blevet enige om. Alternativt, at de burde have fundet flere besparelser på andre offentlige områder til at betale gildet med.
Underfinansieringen er ikke katastrofal, og vist er staten for tiden økonomisk velpolstret. Men billedet kan hurtigt vende under en ny økonomisk krise. Dertil er det et sundt princip, at staten opkræver de penge, den gerne vil bruge. I forhold til arbejdet med en ny klimalov bliver den udfordring endnu mere påtrængende. For tiden har politikere travlt med at tegne et billede af, at klimaudfordringerne kan løses af ny teknologi og erhvervs-livet uden ekstra udgifter for den almindelige borger, men det har ikke noget på sig. At omstille det danske samfund til et lavenergisamfund bliver dyrt, og i sidste ende er der kun skatteyderne – eller rettere middelklassen – til at betale. Det burde både regering og opposition sige åbent.