For lidt mere end et år siden poserede den radikale ledelsesgruppe alias formand Morten Østergaard og næstformand Sofie Carsten Nielsen med deres selvopfundne nye håndtegn. På fotos på de sociale medier formede de to politikere storsmilende fingrene som et hjerte for at vise, at netop de tegner partiet, der har hjertet på rette sted. Denne form for selvgodhed er så gammel, at selv Bibelen tager fyldigt hånd om den. I Det Nye Testamente er opgøret med farisærernes skinhellighed et væsentligt tema. Lad den rene kaste den første sten.
Da De Radikale i efteråret gjorde sig til bannerfører for et opgør med seksuelle krænkelser, var det lidt som at kaste den første sten. Partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han selv blev afsløret som krænker, mens den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, måtte stå med det forklaringsproblem, som hun stadig har, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over snavset i krogene.
Det har af samme grund ikke skortet på skadefryd i de mange reaktioner, som i denne uge er kommet på rapporten om sexkrænkelser i De Radikale. Rapporten er udarbejdet af Kvinfo og fastslår, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra upassende kommentarer til decideret tvungne seksuelle handlinger. Ekstra Bladet fik hurtigt døbt De Radikale om til ”gramsepartiet”.
Det må være en helt særlig belastning for partiet, at Kvinfo konstaterer, at De Radikales selvforståelse har været med til at gøre problemerne større. Fordi partiet har promoveret sig selv så hårdt som den fremmeste forsvarer af ligestilling og modstander af sexisme, har det været svært for de involverede at forstå, at dem, der sagde ét, gjorde noget andet. Den befriende bibelske sandhed holder endnu. Ingen er rene. Heller ikke hos De Radikale.
Hvis man skal give partiet en smule kredit, er det for ønsket om at kortlægge omfanget af seksuelle krænkelser. Det har ligesom senest Socialdemokratiet stillet sig frivilligt til skue ved at blotlægge krænkelserne. Fra mediedækningen i øvrigt står det også klart, at fænomenet ikke begrænser sig til socialdemokrater og radikale, men findes i alle partier og alle sammenhænge. Måske er det størst der, hvor magtstrukturer er mest utydelige.
Det er sigende for det høje omfang af krænkelser hos De Radikale, at partiet har trukket forståelsen af frisind til det yderste. For otte år siden gjorde den nuværende partileder, Sofie Carsten Nielsen, sig til fortaler for et brud med tradtionelle køns- og seksualitetsnormer. Med et såkaldt mangfoldighedsudspil ville hun ophæve kønsforskelle, skabe kønsneutrale personnumre og give børn mulighed for at have op til fire forældre. Det skulle tilgodese lesbiske par med børn skabt med homoseksuelle donorer. Det var samtidig med, at partiets kirkeminister Manu Sareen fik indført kønsneutrale ægteskaber. I dag er han under uddannelse som sexolog, fordi det ”pirrer” ham.
Måske er hele krænkelseskulturen blevet forstærket af den utæmmede frigørelse, som begyndte med ’68-oprøret og siden er løbet af sporet. Frisættelsen fra faste normer har gjort det svært at omgås hinanden på ordentlig vis.
De Radikale har været længe om at forstå, at det ikke er mere normopløsning, der efterspørges. I en grænseløs kultur sukker især mange unge efter netop grænser. Måske er det tid til en ny omgang moralsk oprustning.