Kristeligt Dagblad mener: Sikkerhed i fængsler er under al kritik: Madsen-flugt bør få konsekvenser

Det er ret beset en kæmpefadæse for ikke at sige ekstremt bekymrende, at en fange som Madsen kan undslippe, og sagen er gjort af det stof, der kan ødelægge offentlige karrierer

Det vigtigste spørgsmål efter livstidsfangen Peter Madsens flugtforsøg tirsdag er fortsat ubesvaret. Hvordan kunne en af danmarkshistoriens værste forbrydere overhovedet slippe ud af et lukket fængsel? I forlængelse heraf er det uforståeligt for menigmand, hvordan Madsen, som er dømt for at dræbe og partere den svenske journalist Kim Wall, åbenbart får lov til at være så meget i fred i Herstedvester Fængsel, at han har tid til og mulighed for at fremstille både en pistolattrap og et angiveligt meget vellignende selvmordsbombebælte.

Med mandens ekstremt belastende fortid som ingeniør og opfinder er det næppe i fængslets værksted, man skal lade ham gå uovervåget rundt.

Fængselsledelsen er ikke til nogen hjælp i forhold til offentlighedens undrende spørgsmål. Institutionschef, som det hedder, i Herstedvester Fængsel Hanne Høegh Rasmussen har primært opmærksomheden rettet mod medarbejderne og sagde ved et pressemøde efter tilfangetagelsen af Peter Madsen:

”Der er ingen, som er kommet fysisk til skade, men det har været meget psykisk belastende for de involverede medarbejdere, og dem tager vi hånd om nu,” og tilføjede, at der er tale om ”en helt usædvanlig sikkerhedssituation”, uden at komme nærmere ind på hvad dét dækker over. Der er vel ikke noget usædvanligt ved, at en livstidsfange med Madsens generalieblad ikke skal true borgernes sikkerhed. Ingen kan betvivle, at det er en barsk omgang for de ansatte i Herstedvester at blive truet på livet. Men det undrer såre, at det er de ansattes psykiske situation og ikke lovlydige borgere uden for fængslet, som en undvegen morder som Peter Madsen vil kunne true og dræbe, der har førsteprioritet hos institutionschefen.

Det er ret beset en kæmpefadæse for ikke at sige ekstremt bekymrende, at en fange som Madsen kan undslippe, og sagen er gjort af det stof, der kan ødelægge offentlige karrierer. Spørgmålet er imidlertid, om der vil blive placeret et ansvar. Allerede i 2005 konkluderede en ekstern konsulentrapport, at Kriminalforsorgen er en kolos på lerfødder, og at sikkerheden i landets fængsler er langt dårligere, end de fleste nok gør sig begreb om.

Ihukommende skandalesagen fra 2016, hvor det kom frem, at fire terrorfængslede havde fri adgang til mobiltelefoner, er der intet, der tyder på, at sikkerheden er blev højnet siden.

I en tid, hvor forfærdende forhold på nogle af landets plejehjem afdækkes, er det fatalt, hvis der breder sig en opfattelse af, at landets fængler står halvåbne og i øvrigt ligner velpolstrede højskoleophold – i Herstedvester Fængsel er det for eksempel muligt at tage et kursus i grønlandsk kulturhistorie, mens man afsoner. Dét emne kan være spændende nok, men for retsbevidsthedens skyld skal sikkerheden i fængslerne højnes, og en flugt som Peter Madsens være umulig.