Der var 1,7 millioner mennesker på gaden for demokrati og imod politivold i Hongkong i forgårs. Protesterne har stået på i måneder, men er ikke blevet mindre. Udviklingen er formentlig afgørende for den tidligere britiske kolonis fremtid. Det pres, der er på demokratiet globalt, kan få et nøk mere, hvis Kina ender med at banke demokrati- forkæmperne i Hongkong på plads.
Konkret har sommerens demonstrationer været rettet imod et lovforslag fra Hongkongs pro-Beijing-regering, der ville tillade at udlevere mistænkte personer til Kina og Taiwan. Kender man Kinas forhold til begrebet retsbeskyttelse, er det let at forstå, hvorfor borgerne i Hongkong slås imod muligheden for at blive udleveret til retsforfølgelse i den kommunistiske stat.
Hongkong har i dag udstrakt selvbestemmelse. Man har egen regering og administration, som er relativt uafhængig af Kina. Hongkong har en styreform, der tillader prodemokratiske grupper i parlamentet og prodemokratiske tendenser i civilsamfundet. Men samtidig har man status af ”særlig administrativ region i Folkerepublikken Kina”. Princippet kaldes ”et land, to systemer” og er del af den aftale, Kina og Storbritannien indgik i 1997, da briterne gav slip på Hongkong.
Vil Kina overholde den aftale? Det store land med en befolkning på 1,2 milliarder mennesker har et lemfældigt forhold til underskrevne aftaler. De menneskerettighedserklæringer, man har forpligtet sig på, har ringe betydning i den kinesiske virkelighed.
Kina har nu mobiliseret tropper tæt på Hongkong. Det kan ende med et blodbad, som det gjorde ved opstanden på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Det mægtige lands akilleshæl er, at det er ekstremt sårbart over for protester i civilsamfundet, og så meget desto større bliver den brutale fremfærd over for demonstranter. Det mest påfaldende indtil nu er faktisk, at Kina endnu ikke har taget jernhandsken på.
Det er en konflikt med mange lag, vi ser i Hongkong i disse måneder. I sidste ende er det en styrkeprøve mellem Vesten og Kina. Den geopolitiske balance er i bevægelse, og Europa og USA, der har været styrende i mange år, får mindre at skulle have sagt. Det kan udlægges som en sejr for de tidligere undertrykte kolonimagter, men det bliver næppe en mere retfærdig verdensorden, der vokser frem.
Vesten har vundet første slag i magtkampen i Hongkong. For den prokinesiske regering har taget lovforslaget af bordet i første omgang. Men det kan hurtigt ændre sig. Handelskrigen mellem USA og Kina kører parallelt med Hongkong-striden. Meget taler for, at vinderen af den ene konflikt også bliver vinder af den anden konflikt. For begge dele afspejler den samme magtudvikling. Selvom den amerikanske politik kritiseres meget, vil det i sidste ende være i vestlig – og demokratisk – interesse, at det magtstræbende Kina ikke vinder den aktuelle konflikt.