Den danske lovgivning om kunstig befrugtning er et kludetæppe, for de lægevidenskabelige muligheder har udviklet sig eksplosivt, siden den første lov om spørgsmålet tilbage i 1997. Derfor har loven løbende skullet tilpasses, og igennem årene er det blevet drøftet, om man må anvende sædceller fra døde mænd (det må man), om lesbiske og enlige kvinder skal have ret til lægelig hjælp (det skal de), og om barnløse homoseksuelle mænd såvel som heteroseksuelle par må anvende rugemødre (ja, hvis der ikke er penge involveret, men spørgsmålet er speget).
Samfundet befinder sig bestandigt på en etisk balancegang, hvor man på den ene side ønsker at hjælpe ufrivilligt barnløse, men på den anden side ønsker at undgå, at kunstig befrugtning bliver for kunstig, og menneskelivet tingsliggøres. Dilemmaer, man troede hørte til i science fiction, bliver ad åre til lovgivning. I dag kan en kvinde således blive gravid med såvel donoræg som donorsæd, og spørgsmålet melder sig så, hvor mange forældre barnet har. Juridisk, følelsesmæssigt og reelt.
Yngre kvinder, der har kræft og skal i skrap kemobehandling, kan på forhånd nedfryse deres æggeledere og siden få børn, der ellers ikke havde været mulige. Og mænd blive biologiske fædre til flere børn rundt om i verden end fortidens sømænd, da danske sædceller er blevet en eksportsucces.
Det er en glidende og uklar overgang fra decideret sygdomsafhjælpning til assistance, der begrundes i høj alder, eller at man er single eller homoseksuel.
Og teknologien og de mange muligheder gør det også klart, at mænd og kvinder er forskellige, hvis man skulle have glemt det. Mens mænd livet igennem producerer sædceller, er kvinders biologi anderledes. Tilmed er det forbundet med smertefuld hormonbehandling for kvinder at ”få taget æg ud”, som det hedder på fertilitetslingo. Derfor er det et relevant borgerforslag, som nu er på vej til politikerne i Folketinget angående frysetiden på æg. Den er i dag maksimalt fem år, og kvinder, der ønsker flere børn, kan, som beskrevet i gårsdagens avis, være nødt til at kassere gode æg og starte ny behandling på grund af denne regel. Ifølge klinikchef Søren Ziebe ved fertilitetsklinikken på Rigshospitalet er der ikke behandlingsmæssig, biologisk eller medicinsk grund til, at det skal være sådan, og er det tilfældet, giver det ikke mening at fastholde grænsen. Der i øvrigt er flyttet flere gange fra et, til to og nu fem års opbevaring.
Før Folketinget igen justerer på loven om kunstig befrugtning, er det imidlertid værd at bevæge sig op i helikopterperspektiv. For mens det er et gode, at man i dag kan få hjælp til at få de børn, der ikke kommer så let, er det værd at opholde sig ved årsagerne. Fertiliteten i Danmark er sløj, og alt for mange har brug for hjælp. Det skyldes dels miljøpåvirkning, hvor navnlig sædkvaliteten er blevet dårligere de seneste årtier, og dels, at mange unge udskyder familiedannelsen, til de er knap så unge og dermed har sværere ved at få børn.
Det bør igen blive det oplagte valg at stifte familie, mens man er i 20’erne, og biologien er med en. Det kræver imidlertid en kulturændring hos såvel de kommende forældre som samfundet generelt. Livet stopper ikke, når man får børn, alting behøver ikke være klart, før det første barn indfinder sig – måske på kollegiet og midt i studierne. Det danske velfærdssamfund giver gode muligheder for at kombinere studieliv og familiedannelse, men der skal sendes tydelige signaler til de unge om, at det faktisk er alletiders gode idé at kaste sig ud i livet. Og at det godt kan være med børn. Det gør det faktisk rigere.