Det skal ikke være som at vinde i Lotto at komme på et godt plejehjem, og den pleje, de mest sårbare mennesker i samfundet får, bør ikke være afhængig af, hvem der er på vagt. Men det er desværre ofte tilfældet.
De seneste uger har Kristeligt Dagblad bragt vidnesbyrd fra pårørende, der ikke synes, at deres kære bliver behandlet med værdighed og respekt. Mange bliver lagt for tidligt i seng, overladt til det blå fjernsynsskær, og taber sig betydeligt, når de flytter ind, fordi maden ikke er appetitlig, eller de ikke får den fornødne støtte til at spise den. Og personale giver jævnligt udtryk for, at de ikke kan gøre deres arbejde så godt, som de gerne vil.
Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, og selvom alle ønsker det anderledes, kniber det med forandringen.
Det handler utvivlsomt om ressourcer, manglende anerkendelse af medarbejderne og detailstyring, der kvæler virkelyst og engagement hos personalet. Ligesom der bliver råbt op om minimumsnormeringer i landets daginstitutioner, bør man også se på, om bemandingen i ældresektoren er god nok – også selvom de pårørende her ikke råber helt så højt som småbørnsforældrene. Men hvor forældrene bliver set som omsorgsfulde, når de går på gaden for at skaffe flere pædagoger, opfattes pårørende til ældre alt for ofte som kværulanter, når de undrer sig over, at deres mor sidder alene, har en snavset lejlighed og henvises til en ble frem for toilettet. De pårørende har naturligt nok en kærlighedsrelation til beboeren. Det er ikke et problem. Tværtimod er det en styrke.
Manglende ressourcer eller forkert brug af medarbejdernes tid er oplagt et problem, der skal adresseres. Eksperter peger på, at bare lidt flere midler anvendt på plejehjemmene kommer ind igen i form af færre af de dyre – og menneskeligt ødelæggende – hospitalsindlæggelser.
Men man kommer ikke uden om menneskesynet. Hvis personalet først og fremmest ser de ældre beboere som opgaver, der skal løses, frem for som mennesker, der skal mødes med respekt, er den gal. Der er brug for ledere, der færdes blandt beboerne og medarbejderne, og som går forrest som kulturbærere ved at vise, at det handler om etik, empati og menneskevarme. Der har tilsyneladende hos nogle udviklet sig en kynisme og firkantet attitude, som er dybt problematisk. For den borger, det går ud over, men også for kulturen på plejehjemmet, hvor de engagerede medarbejdere har fortjent bedre kolleger.
Sosu-assistenternes fagforening, Foa, slår til lyd for en anden organisering af ældreplejen, hvor medarbejderne i højere grad sættes fri, og faglighed frem for økonomi kommer i højsædet. Det er den oplagte løsning, hvis medarbejderne er ildsjæle med faglig stolthed. Men som pårørende kan man med rette være bekymret for, om det bliver bedre, hvis det er op til den enkelte medarbejders vurdering, hvilken hjælp den ældre skal have. Dertil er tilliden til personalet mange steder for ringe.