Kristeligt Dagblad mener: Mangfoldigheden er under angreb

The New York Times har givet op over for intolerante kulturkrigere

Et spøgelse går gennem europæiske og amerikanske universiteter og medier – identitetspolitikkens spøgelse. Det er uhåndgribeligt, som spøgelser er, og desto mere skræmmende. Det fejer standpunkter, der indtil i går var tværpolitisk vedtagne udtryk for sund fornuft, af vejen og formår oftere og oftere at jage ellers traditionsbundne institutioner ned i små angste huller. Senest har spøgelset hjemsøgt redaktionsgangene på The New York Times, som modsat sit ry i danske pressekredse ikke i en årrække har været noget særligt imponerende medie. Dertil har det leflet for meget for den mest mondæne tidsånd og levet for afsondret fra de store befolkningsgrupper i USA, som ikke passer ind i avisens østkyst-liberale verdensbillede.

Men den 169-årige avis har dog huset fremragende skribenter og haft en erklæret politik om at leve op til publicismens grundregel om at lade modsatte synspunkter komme til orde. Ikke længere. Som et trist udtryk for den epidemisk voksende optagethed af, hvad der kan tænkes at krænke mere eller mindre konstruerede minoritetsgrupper, har The New York Times nu lukket ned for pluralismen. Den har det ellers til dato været kvalitetsmediers fornemste opgave at afspejle.

Først blev avisens debatredaktør James Bennet fyret i juni. Han havde trykt et indlæg af en folkevalgt senator, der syntes for godt om præsident Donald Trump. I tirsdags kom så opsigelsen fra en anden redaktør på avisens debatstof, Bari Weiss. Hun slår alarm over den stigende intolerance på avisen, som, skriver hun, blandt andet viser sig i, at debatindlæg med holdninger, som avisen gladeligt havde trykt for et par år siden, nu ville give alvorlige problemer for den redaktør, der dristede sig til at trykke dem.

Hun blev som centrumssøgende konservativ ansat på avisen efter det præsidentvalg i 2016, der bragte Trump til magten, fordi avisen dengang erkendte, at den måske manglede medarbejdere, der kunne pejle de stemninger i folkedybet, der havde fået halvdelen af vælgerne til at stemme på ham.

Men så åbentsindet var avisen alligevel ikke, da det kom til stykket.

Hele denne udvikling er drevet frem af identitetspolitikken, der ofte fremstilles som venstreorienteret. Det er helt forkert. Personer, der tager afsæt i socialistiske idéer, er rationelle og anerkender argumenter. Identitetspolitikken derimod anerkender, som navnet siger, kun folks helt specielle identiteter. Argumenter er ligegyldige, hvis din identitet trumfer modpartens. Den reducerer alle til farvede, homo- eller transseksuelle, muslimer, ofre for kolonialisme eller – dog kun negativt brugt – hvide. Altså det stik modsatte af det menneskesyn, Vesten er funderet på, som anerkender næsten som en uendeligt nuanceret skabning med individuelle træk, som ikke kan koges ned til et gruppetilhør.

Bizart nok er mangfoldighed et af de mest brugte slogans for identitetspolitikken. Realiteten viser sig at være den modsatte, som eksemplerne fra The New York Times viser. Det har forfatteren af ”Harry Potter”-bøgerne, J.K. Rowling, for nylig erfaret. Hun har som feminist og moderat venstreorienteret skrevet, at hun ikke umiddelbart vil anerkende en mand som værende biologisk kvinde, blot fordi denne mand måtte erklære, at han føler sig som kvinde. Et synspunkt, det i mange engelsksprogede universitets- og mediemiljøer nu er blevet karriereødelæggende at fremsætte, og hun er da også – som beskrevet her på debatsiderne i går – blevet lagt for had på sociale medier, og spørgsmålet er, hvem der tør udgive hendes næste bøger.

Hidtil har danske medier stort set holdt spøgelset fra døren. Man må håbe, at de holder stand.