Kristeligt Dagblad har i et par artikler for nylig skrevet om flere af landets mange lukningstruede menighedsbørnehaver, der lige nu kæmper en hård kamp for at overleve.
Hvis kommunerne bliver ved med at svinge sparekniven over disse børnehaver og andre selvejende daginstitutioner, vil der om få år ikke være flere tilbage.
Ifølge friske tal fra Daginstitutionernes Lands-Organisation lukkes der hvert år mellem 50 og 100 selvejende daginstitutioner, og de cirka 930 selvejende daginstitutioner udgør i dag mindre end en femtedel af den samlede andel af daginstitutioner mod halvdelen for bare 30 år siden.
Det er en trist udvikling, der med stor sandsynlighed vil gå ud over ikke bare den højt besungne åndsfrihed, men også nærdemokratiet og meget lokalt frivilligt arbejde.
Derfor er det glædeligt, at Kristendemo-kraterne nu vil tage sagen op i Folketinget og give de selvejende børnehaver en hånd i form af mere frihed og beskyttelse fra urimelige kommunale krav, der tvinger mange af dem til at lukke.
Kommunerne skal således ifølge Kristendemokraternes forslag fremover acceptere, at hvis et flertal af forældre i en børnehave ønsker, at børnehaven skifter til ikke-kommunalt ejerskab, så skal en sådan beslutning respekteres, uden at der lægges bureaukratiske hindringer i vejen.
Målet er at undgå en total kommunalisering og ensretning af institutionerne og som i Norge at sikre, at de kommunale institutioner højst har 50 procent af markedet. I Norge har en stor Gallup-undersøgelse vist, at de ikke-kommunale børneinstitutioner på stort set alle punkter har en højere forældretilfredshed end de kommunale børnehaver.
Det skal retfærdigvis siges, at langt de fleste kommunale børnehaver gør det rigtigt godt landet over. De er på ingen måde problemet i denne sag. Problemet ligger højere oppe i systemet, hvor mange af de selvejende institutioner løber panden mod den kommunale mur af inerti.
Den negative kommunale holdning til de selvejende institutioner er meget ofte økonomisk begrundet. Det er for dem både nemmere og billigere at drive store og effektive institutioner frem for at skulle tage alle mulige særhensyn til små børnehaver med eget værdigrundlag, der måske vil gøre tingene anderledes.
Den stigende kommunale tendens til at tvangslukke for eksempel børnehaver i et par uger om sommeren for at spare har også fået mange forældre og personale op på barrikaderne i en art folkeligt oprør. Kristendemokraternes forslag fortjener derfor støtte. Det tunge kommunale maskineri på området fortjener en opsang.
holm