For en almindelig skatteborger med en gennemsnitlig privatøkonomi er det forargeligt, hvad der er foregået i Forsvars-ministeriet. Når en udgift, der eksempelvis er afsat til at renovere nogle cykelskure på en kaserne, pludselig vokser til det dobbelte – og nu præsenteres som omhandlende tekøkkener – risikerer man at sætte tilliden til de offentlige myndigheder over styr. Dette eksempel er blot ét ud af mange hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES), som har det overordnede ansvar for kontrol med skattemidlerne.
Rigsrevisionens meget kritiske beretning fører nu til en bred undersøgelse af statens interne kontroller, og det er det eneste rigtige skridt. Men for at have nogen effekt, bør det også sikres, at ikke blot dem, der har udført ulovligheder, men også dem, der har undladt at gribe ind trods flere advarsler om urent trav i diverse ministerier, tager den jobmæssige konsekvens.
Der er åbenbart en pengerigelighed i det offentlige system, der gør, at regulær svindel kan foregå i årevis, uden at nogen opdager det. Forsvarsministeret er som bekendt ikke det eneste sted med store problemer desangående. Siden 2012 har Rigsrevisionen kritiseret syv statslige institutioner for misbrug af skattemidler, herunder Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Skat.
For den almindelige borger at se er der et enormt svælg mellem righoldige midler i det offentlige på statsligt niveau og så eksempelvis nedslidte folkeskoler og børnehaver med lav normering. Hvorfor skal det nære syltes til fordel for det fjerne: departementschefer og andre ansvarlige, der lader misbrug af skattemidler foregå i årevis uden at gribe ind? Og, kan den ”lille mand” med rette spørge: Når nu så mange i det offentlige snyder, hvorfor skal man så selv overholde skattelovgivningen til punkt og prikke?
Det er spørgsmål som disse, som ikke må kunne stilles i et retssamfund som vores, for så er tillidskrisen voksende og kontrakten mellem borgere og politikere i fare.
Her spiller også medierne en rolle. Intet er nemmere end at fokusere på enkeltpersoner fremfor strukturer. Det ene er nemt forståeligt, det andet abstrakt og fjernt. I endnu et aktuelt tilfælde med svindel i det offentlige, nemlig Britta Nielsen-sagen, er det nøjagtig, hvad der er sket.
Der er stort fokus på den anklagede og betydeligt mindre fokus på de ansvarlige bag, der undlod at gribe ind. Hvis Britta Nielsen dømmes, vil ingen være i tvivl om, at hendes handlinger får konsekvenser. Det burde også have konsekvenser, når chefer i det offentlige lader bedrag passere. Det er fint nok, at man med alvorsfuld mine ”tager ansvaret” på tv efter endnu en sag. Men skal tilliden til statslige myndigheder genskabes, bør det også få konsekvenser for overordnede, der har kontrolpligt, men som for ofte kører på fribillet for skatteydernes penge.