Prøv avisen

Medfølelse er ikke nok

To immigranter i Italien kigger ud mod havet, mens redningsfartøjer stadig leder efter omkomne, da en menneskesmuglerbåd i sidste uge forliste ud for Lampedusa, Italien. Foto: FRANCO LANNINO Denmark

EU må omsider indse, at Lampedusas problem er alles problem

EU-systemet må holde op med at lade, som om flygtningetragedier som den, der i sidste uge skete ud for den italienske Middelhavsø Lampedusa, kun er italienernes problem. Italien bærer sammen med Spanien og Grækenland hver dag den menneskelige og sociale byrde fra en enorm strøm af flygtninge, der via faldefærdige både og i bunden af smugleres lastvogne prøver at forlade fattigdommen i Afrika for at komme ind i Europa og dermed ind i EU. Sidstnævnte har i vidt omfang siddet med hænderne i skødet.

Bruxelles har, polemisk sagt, praktiseret en arbejdsfordeling, hvor EU-kommissærer og politikere fra mere nordlige medlemslande har forelæst om høje humanitære idealer på immigrantområdet, mens de har overladt det til sydeuropæerne at klare de kolossale opgaver, som flygtningestrømmen stiller os alle over for. Og som igen blev uhyggeligt konkrete, da et miserabelt fartøj torsdag morgen gik ned få hundrede meter fra Lampedusas kyst.

Foreløbig er ligene af 143 fortrinsvis eritreanske og somaliske flygtninge bjærget ved Lampedusa. 25.000 immigranter anslås at være druknet på vej til Europa i de seneste 20 år.

LÆS OGSÅ: Politikere til kamp mod menneskesmuglere

Modsat en udbredt nordeuropæisk fordom forholder eksempelvis italienerne sig faktisk dybt deltagende over for flygtningenes ulykker. Indbyggerne på Lampedusa tackler dagligt med respektindgydende menneskelighed og værdighed en humanitær krisesitua-tion, der til sammenligning ville få enhver dansk, tysk eller hollandsk provinsby til på stedet at kaste håndklædet i ringen, erklære undtagelsestilstand og kræve international indgriben. Først på det seneste har italienske politikere for alvor lukket op for harmen over, at EU reelt agerer, som om de hundredtusinder af afrikanske fattige, der gør alt for at komme frem til en europæisk kyst, blot er en national udfordring, italienerne selv må klare.

I fredags holdt Italiens skoler et minuts stilhed for at mindes de druknede, og flagene over hele landet gik på halv. Under et besøg i Assissi fredag kaldte pave Frans dagen for en tårernes dag. Og måske sås også på EU-niveau ansatsen til en bredere erkendelse af, at EU som sådan må påtage sig et medansvar.

Til sine EU-kolleger sagde Frankrigs premierminister Jean-Marc Ayrault, at medfølelse er ikke nok, og han opfordrede landene til at finde ud af, hvordan de håndterer EUs fælles grænseproblem. For nøgleordet er nemlig fælles. At mennesker fra et overbefolket og ludfattigt Nordafrika søger mod Europa, kan ingen bebrejde dem. Men ingen må heller leve i en illusion om, at Europa kan løse Afrikas udviklingsproblemer ved at åbne sine grænser.

Den eneste humanitære og holdbare vej for EU er at sætte massivt ind med udviklingsbistand og humanitær hjælp i regionen og som et tilbud til regionen. Nordafrikas og Mellem-østens nødvendige udvikling ud af armod må ske i denne region, ikke ved eksport af hele befolkninger. Dette skal naturligvis gå hånd i hånd med, at de enkelte EU-lande fortsat løfter deres forpligtelser i forhold til individuelt forfulgte asylsøgere fra disse lande.