Politikere og medier får skyld for mange ting. Og det er helt, som det skal være. Politikerne har vi betroet den lovgivende magt, og derfor skal de stå til ansvar for borgerne, også og især når de har gjort noget, som er vanskeligt at forklare.
Medierne kalder gerne sig selv den fjerde statsmagt, og selvom de etablerede mediers indflydelse ikke er, hvad den har været, er det fortsat et afgørende magtmiddel at kunne sætte dagsordenen for samfundsdebatten og afgøre, hvad vi taler om. Det er en vigtig opgave, og når den ikke forvaltes ordentligt, bliver mange mennesker lede og kede af medierne. Det er forståeligt.
Lige nu er politikerne og medierne i manges øjne hovedskurkene bag en tiltagende splittelse i de vestlige samfund og for det fænomen, som angiveligt samler alle dårligdomme, populismen. Vi må diskutere, om journalistikken nærer populismen, som rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad i går med henvisning til sagen om valgmenighedspræst Morten Kvist, som fik ørerne i mediecentrifugen i forbindelse med Folketingets åbningsgudstjeneste.
Og sandt er det jo, at mange medier ville gøre sig selv, dem, de interviewer, og i sidste ende samfundet en tjeneste, hvis de som udgangspunkt lyttede til, hvad folk siger, i stedet for at lave de historier, som giver mest mulig ballade.
Senest er flere politikere begyndt at skrue op for kritikken af medierne, nogle undgår helst at tale med dem, andre har fundet nye kanaler til at tale med vælgerne. En stor del af kritikken er relevant. Og medierne bør tage den til efterretning.
Men selvom det ofte er ulideligt at høre den anklagede part tale varmt om sig selv og sine meritter, bør væsentlige nuancer også føjes til historien. Ikke som en søforklaring – men som et muligt andet perspektiv til en debat, som ofte går i hårdknude.
Hver dag bidrager oplysende og engagerende journalistik om det, der betyder noget i menneskers liv, til at skabe indsigt, sammenhæng og fællesskab. Hver uge afdækker kritisk journalistik korruption, magtmisbrug, nepotisme og hvidvask. Det findes faktisk i Danmark. Det er ødelæggende for vores tillid, når det kommer frem, men endnu mere ødelæggende, hvis det ikke kommer frem.
Som SF-politikeren Jacob Mark skrev forleden, er han i tre år som folketingsmedlem blevet interviewet mere end 1000 gange, og kun ganske få gange har han følt sig misforstået eller fejlciteret. For hver skæv historie er der hundredvis af oplysende artikler. Og i modsætning til sociale mediers skidtspande af støj og ligegyldigheder udmærker de redigerede medier sig ved en filtreret debat og udvalgt journalistik.
Medierne skal kunne tåle kritikken, lytte til den og forsøge at levere et bedre produkt til borgerne. Men medierne er faktisk også bedre end deres rygte. De er ikke skyld i populismen – oplysning er derimod vores alle sammens bedste værn imod dem, der vil splittelsen.