Der er mange gode grunde til at være bekymret over den fremtid, der tegner sig med Donald Trump som USA’s præsident. Efter kun en måned ved roret bekræftes den bizarre valgkamps foruroligende billede af en mand, der mildt sagt ser ud til at være i sine følelsers vold, som håndterer kritik med et barns forurettethed og grundlæggende virker uberegnelig og uden forståelse for tyngden og dybden af det hverv, de amerikanske vælgere har tildelt ham.
Mindre foruroligende er det dog ikke, at amerikanske medier og meningsdannere i ganske høj grad er hoppet med på vognen og agerer på en lige så personfikseret og selvmedlidende måde som Donald Trump. For præsidenten er medierne, med hans egne ord, USA’s største problem, mens medierne modsat udlægger hvert eneste ord fra Trump som en historisk set uhørt trussel mod både det amerikanske og globale demokrati.
Det seneste eksempel på denne polarisering er Donald Trumps beslutning om at udelukke visse medier fra enkelte presse-briefinger. Det kan virke klodset og dumt, og da der tydeligvis er tale om særligt Trump-kritiske, men dog hæderkronede medier som BBC og The New York Times, virker det mest af alt som drilleri og trods. Især når Trumps pressefolk samtidig inviterede kontroversielle og mere Trump-tro medier som Breitbart News og The One America News med til pressearrangementerne.
Beslutningen har ikke overraskende sat yderligere blus på debatten om Trumps respekt for demokratiets grundlæggende principper. Spørgsmålet er bare, om tendensen er ny, om den er overraskende, og om den overhovedet kan tilskrives Trump eller måske nærmere er kendetegnende for, at politikere over hele verden i stigende grad selv vil styre nyhedsstrømmen?
Også Trumps forgænger, Barack Obama, valgte i bestemte sammenhænge at udelukke bestemte medier, og også herhjemme er det velkendt, at ministre og ledende politikere inviterer bestemte medier og bestemte journalister til interviews om bestemte emner. Det begrundes oftest med ønsket om at ramme bestemte målgrupper, men mon ikke, at ministeriernes voksende presseafdelinger også tænker i at styre historierne i en retning, der mindsker risikoen for kritik?
På samme måde virker det, som om mediernes besættelse af Trump har taget overhånd i forbindelse med, at den amerikanske præsident forleden valgte at melde afbud til den årlige middag for alle korrespondenterne i Det Hvide Hus.
En af præsidentens pressefolk lagde på tv-stationen ABC ikke skjul på, at præsidenten fandt det utroværdigt at hygge med de selvsamme journalister, han dagligt er i strid med. ”Hvorfor skal du købe småkager af de samme pigespejdere, som kaster æg på dit hus,” som hun sagde. Og måske der rent faktisk kan komme det positive ud af Trumps trakasserier med medierne, at man i USA, Danmark og resten af verden indser, at journalister og politikere har vidt forskellige interesser, og at det derfor kan være et problem for mediernes troværdighed og den demokratiske proces, når de to grupper i de seneste mange årtier er flydt mere og mere sammen. Ofte i en grad, så journalister med lethed hopper fra stillinger i klassiske medier til at være spindoktorer – og tilbage til medierne igen.
Det bedste, medierne kan gøre – for sig selv og demokratiet – er derfor at bedrive klassisk, kritisk og oplysende journalistik uden at være farvet af egne aversioner mod tidens førende politikere. Sker det, vil selv Trump stå til ansvar.