Journalister befinder sig i et etisk dilemma, hver gang de beskriver menneskelig ulykke – fra selvmord til krig. På den ene side risikerer de at inspirere nogle af deres læsere, seere eller lyttere til at begå mere af det, deres journalistik handler om. På den anden side svigter nyhedsmedierne deres opgave og gør sig selv overflødige, hvis de ikke fortæller om verden, som den er. Uden hensyn til, om det kan have den ene eller den anden effekt.
Sådan cirka lyder beskrivelsen i alle redaktioners grundbog af den klassiske udfordring. Men grundbogen er skrevet til tider, hvor der herskerbusiness as usual . Den terrortid, som de seneste uger har indvarslet i Europa, har på nogle måder afskaffet business as usual. Mange medier genovervejer i disse dage deres etiske retningslinjer, fordi det står klart for dem, at deres beskrivelser af terrorhandlinger i et eller andet omfang risikerer at gå terroristernes ærinde.
Det er indiskutabelt, at mediedækning af terror er afgørende for den virkning, terroristerne ønsker at opnå. Det kunne føre til den kortslutning, at de seneste ugers blodbad slet ikke bør omtales. Det er naturligvis ikke en løsning. I bekæmpelsen af terroren ville vi på den måde afvikle det åbne samfund – rent bortset fra, at den terrorpanik, der udløses i en underoplyst befolkning, nemt kan overgå den, der udløses i en overoplyst befolkning.
For dog at gøre noget har flere store medier i Frankrig så besluttet, at de ikke vil bringe navnene på eller billeder af gerningsmænd til terrorhandlinger. Ud fra den tanke, at de ved at give voldsmændene en identitet ufrivilligt er med til at glorificere dem i kredse, hvor man sympatiserer med terroren. Frygten er, at modtagelige personligheder ligefrem kan blive opildnet til at eftergøre terroristerne, så de også selv kan opnå berømmelse.
Herhjemme har Danmarks Radio erklæret, at man fremover ikke kommer til at vise billeder af forbryderne, mens en kanal som Tv 2 News afviser denne selvbegrænsning.
Kristeligt Dagblad bringer stort set aldrig billeder af gerningsmænd til aktuelle forbrydelser. Den afgørende årsag er den simple, at der meget sjældent er nogen journalistisk begrundelse for det: Hvad kan forbryderens portræt tilføje af information til historien om hans forbrydelse? Som regel intet. Dertil kommer, at billedet af forbryderen kan udgøre en helt overflødig krænkelse af hans ofre og deres pårørende. Og endelig er der så risikoen, som vi gerne vil undgå, for at nogen vil opfatte selve det, at et medie offentliggør et billede af personen bag en uhyggelig handling, som en slags forherligelse af vedkommende.
Denne avis har derfor ikke umiddelbart nogen praksis at ændre på i den forbindelse. Navne vil vi nævne, hvis det har nogen relevans. Og et egentligt forbud mod at bringe billeder af terrorister vil vi ikke pålægge os selv; dels kan der sagtens være situationer, hvor det giver god mening at bringe billederne (en efterlysning for eksempel), dels er det i strid med basal publicisme, hvis et dagblad ikke kan vise billeder af eksempelvis personerne bag tidligere forbrydelser, det være sig Anders Behring Breivik, Osama bin Laden eller Ulrike Meinhof.
Selvom det også vil kunne opfattes som glorificering af terroristerne, kommer medier som regel heller ikke uden om at beskrive en terrorists baggrund: Hvordan og hvornår blev han så radikal, at det endte med terror? Hvem påvirkede ham? Hvad er hans miljø? Det er essentiel viden, hvis vi vil gøre os håb om at begrænse islamisme og andre kilder til terror.
Men medierne slipper ikke for at overveje hver ny situation. Og de skal huske på, at det aldrig er selvcensur at tænke sig om.