Medmor for livet

Det er barnets tarv, der gælder. Med rettigheder følger pligter

Medmor for livet

Lesbiske har siden 2013 kunnet lade sig registrere som medmor til partnerens barn allerede inden befrugtningen. Det giver begge kvinde lige juridiske rettigheder – og ikke mindst barnet ret til to forældre. Men en sag, der nu er på vej til Højesteret, udstiller imidlertid, at loven for mindst et homoseksuelt par først og fremmest anses for at tjene de voksnes bedste.

Kort fortalt fik en lesbisk kvinde et barn i 2017 ved hjælp af en sæddonor. Før hun fødte barnet, blev hendes partner registreret som medmor. Kort efter fødslen gik kvinderne hver til sit, og de ønsker nu begge medmoderskabet ophævet. Såvel by- som landsret har imidlertid sagt nej. En dag vil barnet finde ud af, at det var genstand for retssager.

Kvindernes ageren forekommer uovervejet, og ved at rejse sagen har de også sat fokus på, hvad medmoderskab er. En konstruktion.