Palæstinenserne har sjældent været heldige med deres ledere. Korruption og magtmisbrug har været dagens orden i skiftende regeringer fra Arafats styre og frem, og kun den fælles front mod fjenden Israel er med til at sløre, at det palæstinensiske samfund er splittet i flere fraktioner.
Nu tyder meget på, at den plagede palæstinensiske befolkning igen har mistet tiltroen til sit lederskab. Mens Mahmoud Abbas har indledt en diplomatisk storoffensiv mod Israel både i FN og ved Den Internationale Straffedomstol med det formål at fremtvinge en israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og Østjerusalem, viser en ny meningsmåling, at palæstinenserne har mistet enhver tiltro til en diplomatisk løsning på konflikten.
Som beskrevet i dagens avis vurderer den uafhængige tænketank Palæstinensisk Center for Politik og Research, at to tredjedele af palæstinenserne er tilhængere af væbnet modstand mod Israel.
Ironien er sørgeligt tyk: Mens Abbas tror, at han kan opnå resultater ad diplomatisk vej, forkaster et solidt flertal af hans egen befolkning selve diplomatiet som en mulighed.
Værre bliver det af, at man isoleret set må give de regeringskritiske palæstinensere ret. Abbas får intet ud af sin diplomatiske offensiv. Han lægger pres på det internationale samfund for at kræve ensidige indrømmelser af Israel og giver indtryk af, at alt bliver godt, hvis Israel lægger våbnene og rømmer bosættelserne. Som om der kom fred og stabilitet, sidst Israel rømmede et besat område.
Man når imidlertid ingen vegne i diplomatiet, hvis kun den ene part skal give indrømmelser. Og da slet ikke, når den anden part - palæstinenserne - rummer et stort mindretal, der end ikke anerkender Israels ret til at eksistere.
Derfor er der tale om en sørgeligt fastlåst position. På den ene side vil det aktuelle palæstinensiske diplomatiforsøg ikke lykkes. På den anden side er alternativet uacceptabelt og vil heller ikke føre til forbedringer for palæstinenserne.
Som en seniorforsker fra Israel siger i dagens avis: ”Det er både overraskende og svært at forstå, at så stort flertal efter mere end 100 års væbnet konflikt stadig kan tro på, at voldelig modstand kan løse noget.” Vold må aldrig være vejen frem, og den store tilslutning til en ny intifada skal derfor også tages som udtryk for, hvor dyb desperationen er blevet over den israelske besættelse.
Bedst i den aktuelle situation er det at vente på det israelske valg i marts. Det tegner til at blive et af de vigtigste i nyere tid og vil angive den vej, som fremtidens Israel skal slå ind på. En vej, der bør indeholde store indrømmelser fra begge parter frem mod en mere stabil situation.
mbh