Vi lever i en tid, hvor opbakningen til internationale aftaler er aftagende. EU er i krise, FN-systemet mangler legitimitet, USA trækker sig tilbage, handelsaftaler vakler og så fremdeles. Usikkerheden gælder i høj grad også den internationale retsorden, som bygger på den fælles opfattelse af folkeret og menneskerettigheder, der blev til i årene efter Anden Verdenskrig.
Her havde verden i al brutalitet og gru set, hvad mennesker rent faktisk er i stand til at gøre ved hinanden, mens Europa lå tilbage sønderskudt og splittet efter to verdenskrige. Med FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 blev fundamentet lagt for en retsorden, som skulle forhindre, at noget lignende kunne ske igen.
Selvom det er længe siden, er mange danskere helt bevidste om den historiske baggrund. Når opbakningen til menneskerettighederne alligevel er udfordret, skyldes det blandt andet, at konventionerne i løbet af de 70 år er kommet til at handle om meget andet end markeringen af en ydre grænse for, hvad mennesker kan gøre ved hinanden. Gennem vedtagelse af nye konventioner, etableringen af nye domstole med stadigt større virkefelt er det menneskeretlige system i løbet af årene udvidet i en grad, så det nu rækker langt ind i de enkelte landes politiske prioriteringer.
Der findes menneskeretsdomme om barselsregler, krav til størrelsen på fængselsceller ved udvisning, og for hver udlændingepolitisk stramning skal Danmark nøje overveje, om vi nu er på eller ude over kanten af menneskerettighederne. Nogle er lykkelige for den begrænsende ramme, andre ser det som en dybt problematisk indblanding i forhold, der burde være omfattet af national suverænitet. Under alle omstændigheder har det medført en uheldig politisering af menneskerettighederne, som også udfordrer deres legitimitet i befolkningen.
Som direktøren for Institut for Menneskerettigheder påpegede i et interview her i avisen, er det faktisk en kritik, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol selv har foregrebet i en årrække. Allerede i 2000 påpegede den daværende præsident for domstolen, schweizeren Luzius Wildhaber, at de havde for mange sager og burde koncentrere sig om mere principielle overtrædelser af menneskerettighederne, men først langt senere er der kommet politisk opbakning til den pragmatiske linje.
Det er glædeligt og betyder blandt andet, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en række sager lader det være op til en politisk vurdering i de enkelte lande, hvor langt de vil gå i forhold til udvisning, burkaforbud og lignende.
Det er selvfølgelig sager og grænser, som hele tiden skal diskuteres i et åbent, demokratisk samfund. Af alle tænkelige aktører, som har en mening om det. Men det er ikke nødvendigvis et menneskeretligt spørgsmål, som skal afgøres ved en domstol i Strasbourg.