Mens de taler, rinder tiden ud

Italiensk regeringskrise dækker over truende økonomisk kollaps

Set fra en tryg nordeuropæisk synvinkel er der ofte noget komisk over italiensk politik. Den let overbærende fortælling fra dette perspektiv er, at der er tale om umodne, meget snakkende mennesker, der ikke rigtig tager opgaven alvorligt, og at resultaterne bliver derefter.

Som med mange fordomme er heller ikke denne fuldkommen forkert. Men den er altovervejende baseret på uvidenhed og arrogance. Italienske regeringer uanset farve og hældning har i efterkrigstiden skullet håndtere nogle opgaver, der i kraft af landets sociale forhold, geografiske splittelse, strukturelle udfordringer og i de senere år også en endeløs migrantstrøm er så vanskelige, at de færreste på denne side af Alperne gør sig begreb om det.

Den store præstation i italiensk politik er faktisk, kan man hævde, at landet stadig hænger sammen, og at det alt til trods fortsat har euro-zonens tredjestørste økonomi.

Udfordringerne for sidstnævnte er årsagen til, at det i virkeligheden ikke var helt så afgørende, om den ene eller den anden konstellation af partier endte med at danne regering efter det brogede parlamentsvalg i marts. Det afgørende er, om en ny regering – og i går faldt koalitionen af de to protestpartier Lega og Femstjernebevægelsen omsider på plads – kan få lukket de mest ødelæggende huller i en økonomi, der for længst er sejlet uhjælpeligt på grund.

Gældskrisen i Grækenland, der sendte rystelser igennem international økonomi, kan komme til at ligne en sommersnue i sammenligning med den lungebetændelse, som en kollaps i italiensk økonomi vil udløse på verdens finansmarkeder.

En nær-statsbankerot er næppe lige om hjørnet, men dog særdeles realistisk.

Og mens det er sandt, at den EU-kritiske regering, der nu sætter sig til rette i Rom, yderligere svækker tilliden til italienske obligationer – og dermed til landets fortsatte mulighed for at betjene sin enorme udlandsgæld – så er det et sørgeligt faktum, at heller ingen af de andre regeringsmuligheder, der har været på tegnebrættet, reelt ville ane, hvordan de skulle rette økonomien op.

Derfor er det Italiens økonomi, verden stirrer på, når den lader som om, at den interesserer sig for italiensk politik. Man skal huske, at den invaliderende gæld, der tynger Italien, ikke er opstået under de to protestpartier, der nu får magten.

Statsgælden – den tredjestørste i verden i forhold til den samlede værdi af landets varer og tjenesteydelser (bnp) – er opbygget under årtiers foregående regeringer. Men den har særligt kunnet udvikle sig uden umiddelbare konsekvenser siden euroens indførelse. Euroen har, som det også sås i Grækenland, fjernet nogle af de økonomiske feed back -mekanismer, der tidligere ville have fået en overforbrugsøkonomi som den italienske til at stramme op. Længe før det, som nu, i praksis kan være for sent.

Løfter fra den nye protestpartiregering om borgerløn og anden overbudspolitik kan blive det sidste skub til økonomien. Renterne er steget voldsomt og kurserne faldet de senere dage. Forleden advarede Italiens centralbankchef om, at landet er ”få små skridt” fra at miste investorernes tillid.

Hvis Italiens økonomi, med eller uden Lega og Femstjernebevægelsens hjælp, falder sammen, bliver det en fælles europæisk sag at hjælpe landet på fode igen. Europa må og kan ikke affinde sig med, at det store land i årevis reduceres til EU’s fattiggård.