I skrivende stund er en gruppe på cirka 400 syriske flygtninge på vej gennem Danmark med retning mod Sverige. De vandrende syrere på landevejen er et skarpt billede på den udfordring, som Europas politikere i øjeblikket kæmper for at finde passende svar på. Ingen myndigheder har holdt dem tilbage i Rødby, hvor de ankom, og politisk er der usikkerhed om, hvordan vi skal tilgå dem.
Det er et åbent spørgsmål, hvilket Europa der toner frem, når vi på et tidspunkt har fundet en stabil løsningsmodel på den indvandring, som er et af vor tids helt store etiske dilemmaer. Meget er på spil. Et væsentligt spørgsmål er, om danske og europæiske politikere overhovedet kan finde løsninger, der har folkelig legitimitet og dermed opbakning. Ikke mindst tilslutningen til EU kan tage skade af de hårde kampe om fordelingen af migranter mellem Europas meget forskellige politikere. For de fælles europæiske beslutninger, der skal tages, får næppe støtte i mange befolkninger.
En klog mand blev engang spurgt, hvor mange indvandrere Danmark kunne modtage. Hans svar lød: Så mange, befolkningen ønsker at modtage. Ordene er indsigtsfulde, fordi de forstår, at kulturmøders udfald hviler på det ansvar, de involverede lokale borgere tager for kulturmødet.
Og europæerne er ikke så fremmedfjendske, som de ofte fremstilles. Både i forbindelse med Første og Anden Verdenskrig var man klar til at hjælpe mennesker i nød. Danmark modtog flygtninge i tusindtal, og bare Aalborg fik i krigens sidste måneder 67.000 tyskere. På det tidspunkt havde byen 75.000 indbyggere. Det er glædeligt, at vores landsmænd viste den åbenhed over for mennesker fra et land, der netop havde været besættelsesmagt. Det var ingen selvfølge.
Historisk har den folkelige opbakning været afhængig af, at man sondrede mellem nødlidende flygtninge, der - som tyskerne - havde brug for midlertidig hjælp for at overleve, og indvandrere, der kom for at blive. Den sondring vil det i de kommende år blive nødvendigt at genindføre på troværdig vis. For det vil underminere tilliden til politiske beslutninger, hvis det accepteres, at støtte til nødlidende i praksis gøres til en glidende overgang til permanent ophold i det enkelte europæiske land.
Den vigtige hjælp til de nødlidende er samtidig afhængig af, at vi effektiviserer behandlingen af asylsager, så vi hurtigere afgør, hvem der skal blive, og hvem der skal tilbage til hjemlandet. Det er i høj grad i de nye danskeres interesse, at vi ændrer praksis på disse områder. Hvis ikke det sker, er der stor risiko for, at der skabes grobund for politisk radikalisering, og det er det sidste, der er brug for i en situation med voksende flygtningestrømme og stor indvandring. AEM