Et nyt muslimsk manifest har set dagens lys. Det består af 43 punkter, der går frontalt ind i alle de svære debatter om islamisk kultur, som har været oppe i europæiske medier de seneste årtier. Det drejer sig om jihad, kvindesyn, ytringsfrihed, parallelsamfund og flere andre områder. De etiske standpunkter i skriftet hælder mere mod skandinavisk frisind, end muslimske autoriteter gør mest.
Man må hilse tiltaget fra imam Naveed Baig og islamolog Kasper Mathiesen velkomment. For det er et forsøg på at forme en muslimsk bevægelse, som kan fungere i et moderne demokrati.
Om der er mange muslimer, der vil bakke op om manifestet eller melder sig ind i Naveed Baigs menighed, er usikkert. Det er i første omgang heller ikke antallet af tilhængere, der er det væsentlige. Det væsentlige er her, at den mest samtalevenlige del af dansk islam melder sig på banen for at diskutere med andre muslimer og ikke-muslimer. Indtil nu har det store problem netop været, at den organiserede muslimske tro mangler talspersoner, der kan være del af en moderne europæisk offentlighed uden enten at stikke hovedet i busken, når debatten bliver svær, eller forfalde til krænkelse over kritik.
Manifestets tilblivelseshistorie er vigtig. Naveed Baig og Kasper Mathiesen lod sig anfægte af ”Moskéerne bag sløret”, en dansk programserie fra 2016. Med skjult kamera havde TV 2 fanget en situation, hvor imam Abu Bilal forklarede, at muslimer gerne måtte dræbes i visse tilfælde.
”Hvis en gift eller skilt kvinde begår utugt, og hun ikke er jomfru og begår hor, så skal hun stenes til døden,” sagde imamen på de skjulte optagelser.
I kølvandet på udsendelserne ærgrede manifestets ophavsmænd sig over, at så meget kritik af islam kom udefra, fra journalister og medier. For den burde komme fra muslimerne selv. Derfor gik de i gang med at skrive et manifest, der skulle behandle de omdiskuterede punkter. Det er en fornuftig tilgang. Danske muslimer skal turde tænke mere religionskritisk.
Da ”Moskéerne bag sløret” blev vist, var der ikke nogen ende på utilfredsheden med programmerne. I dag viser det sig, at den kritiske journalistik har været nyttig. Det er historien om Danmarks møde med islam i en nøddeskal. Problematiseringer mødes først med moralsk fornærmethed og tale om mediernes ondsindethed. Men hen ad vejen kan de fleste godt se, at det var nødvendigt at sætte fingeren på det ømme punkt. Og det er netop, hvad det nye muslimske manifest gør. Det sætter fingeren på de ømme punkter.
Det er sådan, et demokrati fungerer. Man sætter problemer under debat i offentligheden. Det er den civiliserede måde at være uenig på. Og det fører til ændrede holdninger. Derfor må man håbe, at andre muslimer griber udfordringen og deltager i den fælles samtale om de svære religiøse spørgsmål.