Prøv avisen
Leder

Merkel-æraen er ved vejs ende

Angela Merkel har været tysk forbundskansler siden 2005. Arkivfoto. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Kerrin Linde, udlandsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Kansleren burde drage ved lære af CDU’s krise og trække sig

Angela Merkel har altid sagt, at hun både ville ”varetage og forlade sine statspolitiske og partipolitiske embeder med værdighed”. Det er al ære værd med så pligtopfyldende en målsætning, men som de seneste ugers dramatiske udvikling i tysk politik har vist, er Tysklands kansler gennem snart 15 år ved at miste sin sagnomspundne strategiske snilde og hævdvundne politiske autoritet, hvilket efterhånden gør en afgang i værdighed ganske usandsynlig.

Da hun i december 2018 trak sig som CDU’s partiformand efter 18 år, insisterede hun på at blive siddende som kansler og talte om et vovestykke. Efter hendes afløser Annegret Kramp-Karrenbauers bebudede retræte i sidste uge er vovestykket endt som en fadæse, som hun med sin underminering af AKK selv bærer en stor del af ansvaret for, og som kan koste de internt splittede kristendemokrater og det tyske demokrati dyrt i det lange løb.

For Merkel-æraen har efterladt forbundsrepublikkens gamle magtparti i en eksistentiel identitetskrise, som risikerer at kaste både Tyskland og Europa ud i netop den politiske ustabilitet, som kansleren for alt i verden vil undgå. Angela Merkels taktik med at overtage det socialdemokratiske SPD’s mærkesager har gang på gang sikret hende genvalg og sendt det stolte SPD til tælling, men også udhulet CDU’s konservative og kristendemokratiske kerneværdier i en grad, så De Grønne i dag til tider fremstår som mere borgerlige end Adenauers og Kohls gamle parti.

Hun har moderniseret CDU, men ignoreret, at et folkeparti også skal rumme yderfløje. Det kristne C i partinavnet, som tidligere holdt sammen på de konservative og liberale fløje i partiet, er blegnet under præstedatteren Merkels ledelse. Som ”flygtningekansler” begik hun den store fejltagelse ikke at tage sit bagland i ed, da hun næstekærligt, men naivt erklærede ”vi klarer den” og undlod at lukke grænserne for flygtningene i efteråret 2015. Merkel var dermed med til at gøre det indvandringskritiske Alternativ for Tyskland til en succes. Siden evnede hun ikke at tage hånd om borgernes bekymringer ved masseindvandringen eller tage et offensivt opgør med AfD’s populisme. I stedet stillede Merkel sig atter i spidsen for en samspilsramt stor koalition, som blot har fremmet politikerleden. Og AfD kan i dag på kynisk vis føre sig frem som det sande kristne, borgerlige parti, fordi færre og færre tyskere ved, hvad Tysklands Kristeligt Demokratiske Union står for i globaliseringens og migrationens tidsalder.

Angela Merkel efterlader CDU uden noget klart kompas og bør gå af som kansler, inden Tyskland overtager EU-formandskabet til sommer. For selvom hun stadig nyder respekt internationalt, er det næppe hende, der giver den franske superføderalist Emmanuel Macron svar på tiltale eller udstikker en ny visionær kurs for EU.

Merkels nøgterne og pragmatiske facon har været til gavn i EU, men hendes æra er ovre, og der er brug for nye kræfter. Et indenrigs-politisk lammet og uberegneligt Tyskland er det sidste, Europa har brug for efter Brexit.