Prøv avisen
Leder

Merkels behov for eksperimenter

Kansleren kan ikke fortsætte som hidtil efter tysk chokvalg

Hvis man tager ja-hatten på, er det højrenationale Alternativ for Tysklands indtog i Forbundsdagen med 94 mandater udtryk for en normalisering af tysk politik. 72 år efter Anden Verdenskrigs afslutning er der nu indtruffet det i Tyskland, som for længst er kutyme i de fleste andre europæiske lande, nemlig at et indvandringskritisk parti har etableret sig på det politiske parket.

Hvis man tager nej-hatten på, er der tale om et så dramatisk indsnit i efterkrigstidens politiske kultur, at det tyske demokrati nu skal stå sin prøve. For næsten 13 procent af de tyske vælgere har følt sig så magtesløse og rasende over de senere års udvikling i deres samfund, at de har stemt på et parti med bevidst provokerende racistiske og revisionistiske tilbøjeligheder, som på ingen måde passer ind i den tyske selvforståelse om at have draget ved lære af nazismen og holocaust.

Uanset hvilken opfattelse man hælder til, kan det ikke benægtes, at dette markante politiske skred er sket på den kristeligt demokratiske forbundskansler Angela Merkels vagt. Og det rækker næppe heller længere for hende at prøve at genvinde de omkring en million vælgere, der skiftede fra hendes CDU til AfD, ved – som CDU-formanden gjorde i går – at love at ”føre en god politik og løse problemerne”. For det har Merkel allerede haft 12 år til at gøre.

Selvom mange tyskere i disse usikre udenrigspolitiske tider opfatter den erfarne, pragmatiske kansler som selve indbegrebet af stabilitet og som en klog og nøgtern kvinde, der tør sige machomænd som Donald Trump, Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan midt imod, så er hun i andres og ikke kun AfD-vælgernes øjne personifikationen af en fejlslået flygtningepolitik, der har solgt ud af Tysklands værdier og velstand. Og selvom hun i valgkampen gentagne gange erklærede, at fejlene fra 2015 – da hun åbnede grænserne og proklamerede, at ”vi klarer det” – ikke skal gentage sig, sidder mange tyskere med rette tilbage med en følelse af kontroltab.

Men det tyske protestvalg blev også et opgør med en indlullende politisk kurs, der skifter alt efter folkestemningen, uanset om det drejer sig om atomkraft, homoseksuelle vielser eller mindsteløn. Præsenteret som den eneste farbare vej af en teflon-kansler, som hidtil har været immun mod kritik, og som mange betragter som Tysklands bedste socialdemokratiske leder. For hun har rykket sit parti så langt ind i den i forvejen overfyldte midte, at mange konservative vælgere enten helt blev væk på valgdagen eller stemte på AfD, fordi de føler sig hjemløse og svigtet af et efterhånden uigenkendeligt CDU.

Hendes partis dårligste valgresultat siden 1949 bør være et advarselssignal til Angela Merkel om, at det ikke længere rækker at styre skibet sikkert gennem søen ved at love ”ingen eksperimenter”, sådan som hendes forgænger Konrad Adenauer allerede gjorde tilbage i 1957. Det første eksperiment, den altid forsigtige Merkel bliver nødt til at kaste sig ud i, er at prøve at danne en flertalsregering med det liberale FDP og De Grønne og ikke kun, fordi det er den eneste mulighed, hun har lige nu.

Sådan et samarbejde vil kunne give det tyske demokrati en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, også fordi de traumatiserede socialdemokrater i SPD endelig kan give Merkel lidt tiltrængt modspil i opposition, hvis de holder fast i deres nej til en ny stor koalition. Hun bliver nødt til at genopfinde sig selv som en mere offensiv kansler, hvis AfD’s succes ikke skal stå tilbage som den sorte plet på hendes eftermæle efter fire embedsperioder som kansler.