Kristeligt Dagblad mener: Statsministerens rejse ligner en ny aktivistisk udenrigspolitik

Mette F.'s besøg var klogt vaccine-diplomati. Vi befinder os i ikke-kortlagt område, når det gælder udviklingen i pandemien blot et år frem i tiden. I en så uafklaret situation satser kloge politikere på flere strategier

Med sin sviptur til Israel ruller statsminister Mette Frederiksen (S) underlaget ud for aktivistisk udenrigspolitik i en ny udgave. Det er en politik, der bygger på selvstændig handlekraft, udfordrer vanetænkning, gerne kører frontalt imod gældende EU-ortodoksi og indebærer en risiko for hende, idet hun dumdristigt vælger at satse på realpolitik i stedet for at ledes af, hvad der behager den venstrefløj, som hun bygger sit flertal på.

Det er helt uvist, om der kommer noget konkret ud af Mette Frederiksens samtaler i Israel med landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs kansler, Sebastian Kurz. Men det er der – modsat det indtryk, man må have fået, hvis man har fulgt medierne de seneste døgn – intet usædvanligt i. Normen er, at vore statsministres besøg i andre lande medfører mindre, end der indtil videre ser ud til at komme ud af Israel-visitten. Om hensigtserklæringen fra de tre regeringschefer vil resultere i flere, tidligere eller bedre vacciner til de tre lande i en fremtidig epidemi – og til andre aftagere af de vacciner, der måtte komme ud af et samarbejde – kan ingen naturligvis ane.

Men det opsigtsvækkende er, at statsministeren overfaldes bare for intentionen. Det siger noget om, hvor let toneangivende partier herhjemme både til højre og venstre rykkes ud af deres comfort zone . Mette Frederiksens israelske vaccine-initiativ ændrer spillereglerne og bryder konformiteten. Sådan plejer statsministre da ikke at gøre?

Vi befinder os i ikke-kortlagt område, når det gælder udviklingen i pandemien blot et år frem i tiden. I en så uafklaret situation satser kloge politikere på flere strategier. At lægge alle sine æg i EU’s kurv, som Mette Frederiksens utallige kritikere i disse dage må ønske, vil med et mildt udtryk være tilbagelænet. Som før fastslået på denne plads kunne EU’s coronahåndtering, primært i form af tidligere og tilstrækkelige indkøb af vacciner til unionens borgere, have været EU’s gyldne stund. Det blev det så ikke. At EU, verdens største indkøbsforening, i den helt afgørende stund ikke rigtig slog til, er en sag for eftertanke i en anden sammenhæng.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men at bebrejde en statsminister, hvis fremmeste opgave er at varetage sin befolknings behov, at hun søger alternative muligheder, som Israel-besøget er udtryk for, virker ikke bare uoplyst. Det virker uansvarligt.

Kritikken, der antog kakofonisk styrke i løbet af i går, spænder vidt i angrebsvinkler. Mette Frederiksen skulle på den ene side slet ikke være taget derned – og på den anden side kom der alt for lidt ud af det. Hun burde have taget mødet virtuelt (en overraskende bekymring for de israelske og østrigske regeringschefers helbred fra partier, der helst så de to højreorienterede herrer hen, hvor peberet gror). Og måske kunne hun godt tage derned, men hun lader sig misbruge af Netanyahu i en igangværende israelsk valgkamp (hvilket er det samme som at sige, at ingen politikere har kunnet rejse til demokratiet Israel i de seneste to år, hvor der næsten uafbrudt har været valgkamp).

Efter Danmarks frugtesløse engagementer i Irak og Afghanistans uendelige konflikter er 2000’ernes aktivistiske udenrigspolitik kommet i vanry. Det burde være en kærkommen erfaring for regeringens støttepartier og såmænd også for Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, at aktivisme i udenrigspolitikken kan antage ikke-militære former.

At de førstnævnte på grund af et sælsomt ubehag ved Israel og den sidstnævnte på grund af kortsigtet taktik har valgt at gøre Mette Frederiksens vaccine-diplomati til et vældigt problem er pauvert.