Prøv avisen
Leder

Mindre skam, flere argumenter

Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel

Kunstneres skam over Danmark skader kun debatten

Alle er enige om, at der et eller andet sted er en øvre grænse for, hvor mange flygtninge og migranter Danmark kan tage imod, hvis samfundet skal hænge sammen, og integrationen skal lykkes. Men alligevel er det tydeligt, at der i debatten er stemmer, der føler sig moralsk hævet over at skulle forholde sig konkret til noget så basalt som, hvor denne grænse skal gå, og hvordan den skal håndhæves. I stedet nøjes de med at kritisere andres bud på løsninger, hvorefter de smækker trumfen på bordet: De skammer sig over Danmark.

Især blandt danske kunstnere er skammen blevet stadig mere udbredt, og et af de seneste eksempler leverer filminstruktøren Thomas Vinterberg, som for nylig på filmfestivalen i Berlin kunne fortælle verdenspressen, at han skammer sig over Danmark. Det stod dog lidt hen i det uvisse, hvad oplysningen skulle bruges til, da filminstruktøren ikke mente, at han behøvede at konkretisere sin skamfuldhed.

”Jeg er jo ikke politiker,” som han sagde til Morgenavisen Jyllands-Posten og lod dermed skinne igennem, at han ikke ser noget behov for at tage politikernes meget konkrete genvordigheder med at balancere velfærdssamfund og flygtningestrøm alvorligt.

At skamme sig er ikke en dårlig egenskab, men er helt centralt for mødet med andre mennesker. Et menneske, der agerer fuldstændigt skamløst, vil være ulideligt og nærmest sociopatisk, uden evne til at angre og påtage sig skyld.

Men problemet med den aktuelle bølge af skamfuldhed er, at de skamfulde ikke skammer sig over egen, men andres adfærd. De samme kunstnere, der ofte har kritiseret tonen i debatten, bruger på den måde skamsargumentet til at fremhæve egen renfærdighed og kritisere den moralske habitus hos personer, der helt legitimt har en mere restriktiv holdning til indvandringsspørgsmålet. Men at skamme andre ud er næppe vejen til en bedre tone i debatten. I stedet øges kun kløften mellem danskerne, så den demokratiske samtale om de store fælles problemer bliver endnu vanskeligere.

Det første skridt på vejen mod både en bedre tone i debatten og en løsning af de store flygtningeudfordringer må derfor være, at alle parter respekterer, at uenighed ikke er ensbetydende med, at modparten moralsk er et dårligere menneske. Det kan godt være, at man får opmærksomhed ved at klatre op på en piedestal og fælde moralske domme over det liv, der leves nede på jorden, men skal problemerne løses, kræver det en samtale i øjenhøjde, hvor der diskuteres på argumenter, ikke en rangordning af modpartens moral.