I hundredvis af år har mænd kunnet behandle kvinder eller børn, som det passede dem. Og derfor er det kun godt, at vi i dag prøver at slå ned på de mange tilfælde, hvor kvinder ydmyges af seksuelle kommentarer. Det gælder også i kirken. Her er der lavet en vejledning, der skal forhindre krænkelser af seksuel karakter, som Kristeligt Dagblad beskrev i lørdags.
Ingen kan vist være i tvivl om, at der også i folkekirkens verden kan være brug for at tale højt om overgreb. Det viste Tømmerup-sagen, hvor børn og unge blev misbrugt.
Men de fleste seksuelle krænkelser er dog i en anden kategori. Det er ofte upassende bemærkninger eller handlinger, som gentages over for en person, der ikke bryder sig om det. Det er fuldstændig indlysende, at der kan være tilfælde, hvor denne type krænkelse er udtryk for, at der kan være noget galt. Noget, som en ansvarlig ledelse må få stoppet.
Men folkekirken skal passe på ikke ukritisk at overtage en logik fra den omkringliggende verden, som er retsligt og etisk problematisk. Når man skriver i vejledningen, at det er offeret selv, ”der definerer, om man er krænket”, er man med et enkelt skridt trådt ind midt i en af de politiske kampe, der deler danskerne mest i vor tid: Kan en følelse af krænkethed være nok til at udpege en krænker? Det mener ganske mange, at man skal passe på med. Ikke mindst fordi sætningen strider imod vores mere grundlæggende retsprincip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Retningslinjerne har mere af samme skuffe: ”Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central, og intentionerne er således uden betydning,” står der et andet sted i ”Vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende handlinger på arbejdspladsen”, som blev udgivet i marts af Folkekirkens Arbejdsmiljøråd.
Her burde man tænke over, hvordan man som kirke skal formulere sig om skyld. Der vil i mange tilfælde være noget at komme efter, når nogen føler sig seksuelt krænket. Men man kan ikke formulere det, som om der som udgangspunkt er det. Her dømmer kirken på forhånd og uden undersøgelse af den konkrete sag. Det er uklædeligt.
Hvorfor er det vigtigt at diskutere krænkelser? Der findes en modebølge i øjeblikket, som vil, at debatten om krænkelser er mediernes skyld. Men det forholder sig omvendt. Der er vokset en bølge ud af intellektuelle miljøer, som er blevet så stor, at den har fået politisk magt. Det er en bølge, som i dag er med til at bestemme, hvem vi stemmer på. Den bølge skildrer medierne. Krænkelsesbølgen vil fastlægge sociale normer: Hvordan vi taler, hvordan vi ser hinanden, hvilket tøj vi må gå i og så videre. Det bør kirken ikke gå med på. I stedet må man have øje for den grundlæggende retssikkerhed for alle ansatte. Ellers risikerer man at vælge side politisk og dermed splitte folkekirkens medlemmer i en af tidens store debatter.