Minikonfirmand er for alle

Godt initiativ fra biskopperne, der vil sikre, at alle sogne har undervisning for minikonfirmander

CIRKA HALVDELEN AF landets sogne har i dag tilbud om, at børn i 3. eller 4. klasse kan gå til indledende konfirmationsforberedelse. Men hvis det står til biskopperne, skal alle sogne for fremtiden give dette tilbud.

Det er et initiativ, der er al mulig grund til at hilse velkommen. Minikonfirmanderne er en af de senere års stjerneklare successer i folkekirkeligt regi. Børnene får en fortrolighed med kristendom og kirke, som bør ligge i bagagen hos alle døbte, og der er ganske enkelt ingen gode grunde til, at tilbudet ikke skulle være tilgængeligt for alle. Det skulle da lige være ressourcerne, som en fagforeningsformand allerede har ymtet om.

Men det handler om prioritering. Det er klart, at hvis den pædagogiske indsats i sognene styrkes væsentligt, er der andre områder, der må nedprioriteres, hvis pengene er de samme. Den prioriteringsopgave må biskopperne så også hjælpe sognene med, hvis det bliver nødvendigt. Og gerne ud fra den forudsætning, at det er kristendomsformidlingen, der er kirkens fremmeste opgave.

Også selvom det så skulle betyde, at en kirkegård hist eller pist måske blev revet knap så tit.