Folkekirkens præster har siden den 1. marts haft lov til at samle konfirmationshold med op til 50 mennesker udendørs. Det havde de bare ikke fået at vide. Beskeden kom først tre uger senere fra Kirkeministeriet.
Nu kunne man tro, at den slags fejl ville blive ledsaget af en undskyldning og en forklaring på, hvad der var gået galt. Men sådan foregår det ikke. Kirkeminister Joy Mogensen (S) har ikke tid til at tale om, hvad der er sket. Ministeriet oplyser blot, at man giver anbefalinger ud fra sundhedsmyndighedernes vurdering. Så det fortoner sig, hvem i statens forvaltning af folkekirken, der har snydt de unge mennesker for tid sammen med hinanden.
Der har været flere problemer i håndteringen af coronakrisens konsekvenser for folkekirken. På et tidspunkt glemte man at fortælle præsterne, at der kunne komme flere til udendørs begravelser end antaget. På et andet tidspunkt holdt man folkekirkens menighedsråd hen i månedsvis uden at give svar på, hvor mange der måtte deltage i menighedsrådsmøder.
Genåbningsplanen for det danske samfund nævner hverken folkekirken eller andre trossamfund. Hvad er der mon af udsigter til at komme i kirke under normale forhold, spørger mange kirkeligt ansatte og kirkegængere. Intet svar.
Til gengæld gik ministeren på Facebook og fortalte, at hun glædede sig til at se ”alle sammen i gang igen i foreningslivet, kulturen, idrætten og trossamfundene”. Hvad det betyder, kan man kun gætte på. Det blev ikke forklaret yderligere.
I det hele taget har kommunikation til den kirkelige offentlighed ikke været den store styrke ved Kirkeministeriets omgang med coronakrisen. I julen kom en afgørende besked om at omlægge alle julegudstjenester så sent fra regeringen, at det endte med at betyde aflysninger af de fleste julegudstjenester. I folkekirken har man mange steder vænnet sig til at måtte gætte på, hvad det får af konsekvenser, når et pressemøde har nyt om trossamfundene. Klar besked får man kun langsomt ude i sognene.
Det hænger sammen med kommandokæden. Man forstår, at megen information tilgår Kirkeministeriet fra sundhedsmyndighederne og videregives uden større diskussion eller stillingtagen. Det kan være nødvendigt i en krisesituation. Men det betyder, at ansvaret for den førte politik er i fare for at forsvinde. Ordet ”ansvar” kommer af det gamle, norrøne ”andsvar”, der har at gøre med at give svar på tiltale. Det er i familie med det engelske ord ”answer”, der betyder ”svare”. Denne betydning af ansvar findes ikke i det kirkepolitiske i øjeblikket. Ingen skal svare for sig. Man parerer ordre fra sundhedsmyndighederne, men offentligheden kan ikke få svar på sine spørgsmål. Der kan heller ikke placeres ansvar, når der begås fejl.
Det er en måde at føre politik på, som ikke er holdbar i en demokratisk tradition, der netop lægger vægt på at kunne stille spørgsmål til den siddende magt. Det må kirken ikke finde sig i. Derfor er det godt, at biskopper som Henrik Stubkjær i Viborg Stift stiller krav til magten. Flere kirkeledere burde gøre det samme.