Prøv avisen
Leder

Misforstået krav om assimilation

Vi kan kræve integration, men ikke ensretning af holdninger

”Som afslutning vil jeg bemærke, at jeg aldrig har kendt mage til land, hvor folkets sindelag i den grad er af ensartet kaliber og højde som her. Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fantaster. Alle er nogenlunde ens.”

Efter international standard er danskerne et særdeles homogent folkefærd. Sådan har det været i århundreder. Tag bare ovenstående citat, der ikke stammer fra en aktuel debat om danskhed, men blev nedskrevet i 1692 af den daværende engelske gesandt i Danmark, Robert Molesworth, der generelt ikke var imponeret over de bønder, han var omgivet af.

Det er en homogenitet, vi overordnet kan være stolte af. Den sikrer sammenhængskraft og solidaritet, giver sprogligt, religiøst og kulturelt fællesskab og er i det hele taget medvirkende til, at den demokratiske forankring er så stærk og rodfæstet. Føler man sig som en del af noget større, er man mere motiveret til at bidrage og tage ansvar.

Måske det er denne historiske homogenitet, der ligger bag et aktuelt og voksende krav om, at flygtninge og indvandrere ikke bare integreres, men assimileres. For bagsiden af homogenitet er naturligvis, at selv små forskelle kan synes meget store. At det anderledes til tider virker decideret afvigende, og at vi – bevidst eller ubevidst – betragter det som besværligt at forholde sig til mennesker, der ikke ligner det, vi er vant til.

Ønsket om assimilation er ganske sikkert velment, men dog misforstået. Vi har i Danmark et stort problem med dårlig integration, især med indvandrere og flygtninge fra Mellemøsten. Denne gruppe fylder uforholdsmæssigt meget i alle de kedelige statistikker over arbejdsløshed, kriminalitet og en lang række sociale problemer.

Men problemet er netop dårlig integration, ikke manglende assimilation. En relativt stor befolkningsgruppe er de seneste årtier kommet til landet med en stærk religiøs og kulturel identitet, som på centrale punkter slår gnister, når den møder klassiske danske – og vestlige – værdier og frihedsrettigheder. Man kan ikke bebrejde disse indvandrere og flygtninge fra især muslimske lande, at de holder fast i religion og kultur, men man kan med enhver ret bebrejde myndigheder og politikere, at de ikke i højere grad har stillet krav og udvist konsekvens. Og vi kan alle påtage os et ansvar for ikke at have været tilstrækkeligt tydelige med vores egen religion og kultur i mødet med de nye borgere.

Bevæger vi os først i retning af at kræve assimilation – altså at man nærmest flyder sammen med flertallets værdigrundlag – rejser der sig uundgåeligt et spørgsmål om, hvilken danskhed der så skal være idealet.

Man kan med god ret hævde, at Danmark eksempelvis ikke var blevet et så stærkt velfærdssamfund, som det er tilfældet, hvis vi ikke gennem århundreder havde været kristne. Men ganske mange danskere er i dag gode samfundsborgere, trods en relativt beskeden kristen praksis. Og selvom vi danskere er meget homogene, er der også stor forskel på den ældre landmand fra Lolland, som gennem årtier har været aktiv i den lokale landboforening, og den unge kvindelige universitetsstuderende fra Aarhus, der aldrig har været medlem af en forening, men bruger Facebook som platform for sine holdninger. Hvem af disse skal danne model for assimilationen?

Vi skal turde stille krav om selvforsørgelse og overholdelse af dansk lovgivning. Hvad vi ikke kan kræve, er en harmonisering af holdninger. Også selvom vi gennem århundreder har været nogenlunde ens.

Problemet er netop dårlig integration, ikke manglende assimilation

Morten Rasmussen