Prøv avisen
Leder

Misforstået krav om assimilation

Vi kan kræve integration, men ikke ensretning af holdninger

”Som afslutning vil jeg bemærke, at jeg aldrig har kendt mage til land, hvor folkets sindelag i den grad er af ensartet kaliber og højde som her. Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fantaster. Alle er nogenlunde ens.”

Efter international standard er danskerne et særdeles homogent folkefærd. Sådan har det været i århundreder. Tag bare ovenstående citat, der ikke stammer fra en aktuel debat om danskhed, men blev nedskrevet i 1692 af den daværende engelske gesandt i Danmark, Robert Molesworth, der generelt ikke var imponeret over de bønder, han var omgivet af.

Det er en homogenitet, vi overordnet kan være stolte af. Den sikrer sammenhængskraft og solidaritet, giver sprogligt, religiøst og kulturelt fællesskab og er i det hele taget medvirkende til, at den demokratiske forankring er så stærk og rodfæstet. Føler man sig som en del af noget større, er man mere motiveret til at bidrage og tage ansvar.

Måske det er denne historiske homogenitet, der ligger bag et aktuelt og voksende krav om, at flygtninge og indvandrere ikke bare integreres, men assimileres. For bagsiden af homogenitet er naturligvis, at selv små forskelle kan synes meget store. At det anderledes til tider virker decideret afvigende, og at vi – bevidst eller ubevidst – betragter det som besværligt at forholde sig til mennesker, der ikke ligner det, vi er vant til.

Problemet er netop dårlig integration, ikke manglende assimilation

Morten Rasmussen