Realityshow i Faaborg Kirke

Jim Lyngvild-udstilling giver folkekirken noget at tænke over

Jim Lyngvild er en populær mand. Han har 156.000 følgere på Facebook, og de mange fans har han involveret i en afstemning om de fotos, han udstiller i Faaborg Kirke. Det skal nemlig på mandag afgøres, om kirken kan bruge hans billeder i længere tid end planlagt. En afstemning kan åbne for, at Lyngvilds fotostater kan blive kirkens ejendom.

Jim Lyngvild producerede derfor en video, der vanskeligt kan forstås som andet end en opfordring til at løse sognebånd til Faaborg-præsten Lene Matthies med det mål, at hans støtter kan få stemmeret og støtte hans sag:

”Fem af de syv medlemmer, der stemte imod, stiller ikke op igen til menighedsrådet. Selvom man kommer fra Hobro, kan man godt løse sognebånd og stille op til et menighedsråd i en anden by. Man skal bare ringe til Lene Matthies,” sagde den kendte designer ifølge Kirke.dk. Præsten lagde fra begyndelsen afstand til metoden.

Men i går valgte Jim Lyngvild at slette videoen. Så kom der en ny video: Medier som DR og Kristeligt Dagblad havde ”troet”, at Jim Lyngvild ”ville påvirke valget”. Hans grund til at anbefale sognebåndsløsning var nu, at man skulle søge en præst i en anden del af landet, fordi man ”har noget at bidrage med, og fordi det at tro er vigtigt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det var et frihedsspørgsmål, da N.F.S. Grundtvig fik sognebåndsløsning indført i 1855, så enhver frit kunne vælge en anden præst. Men nu bruger en tidligere reality-stjerne sognebåndsløsning til at optimere egne muligheder. Det vil næppe lykkes, men Faaborg Kirke bør overveje, hvem der bruger hvem i spillet om kirkerummet.

Ikke mange fagpersoner ville bruge ordet kunst om billederne fra designeren. Men de er populære. Spørgsmålet er, om det er noget argument. Popularitet ville lige så vel kunne bruges til at argumentere for billeder af fodboldlandsholdet i kirkerummet. Den logik fører til kirkepopulisme.

Et tredje spørgsmål er, hvordan Jim Lyngvilds billeder hænger sammen med kirkerummets forkyndende karakter. Ifølge designeren bruger han danske modeller – ofte med rødt hår og nordiske træk – fordi beskueren skal kunne identificere sig med dem. Og selvom kristendommen skal oversættes til den lokale kultur, må man spørge, hvad det er for en livsanskuelse, man lægger rum til, hvis man ikke forestiller sig, at danskere kan identificere sig med andre end nordboer. Folkekirken har svært ved at nå de nye danskere, hvoraf mange er kristne. Det bliver ikke lettere af at forudsætte, at man kun kan se sin næste i rødhårede og lyshudede mennesker.

Jim Lyngvild bor på en vikingeborg, og i Faaborg Kirke skinner asatroen tydeligt igennem. Man kan ikke kræve trosbekendelse af kirkeudsmykkere, men i takt med, at sekulariseringen vokser blandt menighedsrådsmedlemmer og alle andre, må folkekirken blive skarpere på at forholde sig til, hvad det er for en livsanskuelse, der formidles i kirkerummets udsmykning.