For godt en måned siden kunne man her i avisen læse et interview med den 26-årige Laura Kristensen, som for fem år siden fik foretaget en provokeret abort. Hun fortrød på ingen måde aborten, men den havde alligevel udløst en masse stærke og modsatrettede følelser. Derfor var hun gået i gang med at indsamle fortællinger til antologien ”Abortfor-tællinger”, for som hun forklarede det i avisen: ”Jeg synes, at samtalen om abort lyder enten ’abort er hårdt og kun hårdt’ eller ’abort er nemt og nærmest ikke engang en beslutning’. Men der er kilometervis af beslutninger derimellem, truffet af personer, der har det på alle mulige måder. Det er de nuancer, jeg mangler.”
Man kan på den baggrund konstatere, at Laura Kristensen på dette område er både klogere og modigere end statsminister Mette Frederiksen (S). Søndag valgte statsministeren nemlig på Instagram og Facebook at skrive et længere indlæg om abort, hvor det blandt andet lød, at ”Nogle siger, at det er nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort. Jeg er ikke enig. Selvom jeg i mange andre spørgsmål er meget opmærksom på nuancer og dilemmaer, så har jeg det anderledes med abortspørgsmålet. Enten er vi for. Eller også er vi imod. Der er ikke en mellemvej.”
Den aktuelle baggrund for statsministerens abortudmelding er folketingspolitikeren Jens Rohdes skifte til Kristendemokraterne, hvilket har sikret en enkelt plads i Folketinget til det ganske lille parti, der som Kristeligt Folkeparti i høj grad blev stiftet på modstanden mod fri abort og frigivelsen af pornografi.
Som bekendt lykkedes Kristendemokraterne aldrig med sine mærkesager, og i dag støtter partiet da også retten til fri abort, dog med den tilføjelse, at kvinder, der overvejer abort, skal have ret til rådgivning, også om alternativerne til abort – vel at mærke som et frivilligt tilbud, ikke tvungent, som nogle har hævdet.
Denne tanke, som faktisk allerede er en realitet, er åbenbart i sig selv så kontroversiel, at statsministeren føler sig nødsaget til at konkludere, at samtalen er slut. Enten er man for, eller også er man imod, kan man forstå. Dermed lyder statsministeren desværre som et direkte ekko af den skingre abortdebat, som i eksempelvis USA kun har medvirket til at stigmatisere og isolere de mange kvinder, der finder det både rigtigt og svært at få foretaget en abort.
Man kan ikke undgå den mistanke, at det for statsministeren også drejer sig om politisk taktik, om at konstruere en konflikt og om at tryne den nye og ganske lille elev i klassen, Kristendemokraterne.
Sådan er det politiske spil, men kunne det ikke formuleres på en måde, der levnede bare en anelse forståelse for de kvinder, der netop efterlyser nuancer i debatten? Livet er jo ikke bare en flad, neutral kurve, hvor man enten er for eller imod, og selvom de svære beslutninger – såsom abort og skilsmisser – kan være rigtige, bør man som medmenneske altid være åben for de følelser og eksistentielle overvejelser, de berørte måtte opleve.
Statsminister Mette Frederiksen kan derfor kun opfordres til at følge med i projektet ”Abortfortællinger”, og hvorfor ikke give det afsluttende ord til en af de kvinder, der modigt har bidraget til denne antologi, som er på vej til at blive udgivet:
”Jeg er pisse vred over, at jeg intet sted har kunnet blive anerkendt i den sorg, jeg har følt. Selvom det var mit eget valg, og selvom jeg ikke fortryder det. Man løber panden mod en mur, for ’hvorfor er du så ked af det, hvis det nu var det rigtige valg?’.”