Der har ellers været relativt stille om den israelsk-palæstinensiske konflikt i lang tid. På en underlig bagvendt måde har Israels succes med coronavaccinerne imidlertid på ny pustet liv i konflikten. Som omtalt i onsdagens avis er Israel nået så langt med sit vaccinationsprogram, at landet nu forærer og sælger overskydende doser til andre lande.
Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser torsdag sammen med Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, til Israel for at forhandle med premierminister Benjamin Netanyahu om mulighederne for et tættere samarbejde om covid-19 og vacciner. Tirsdag åbnede statsministeren ligefrem for, at der kan blive tale om, at Danmark placerer en vaccinefabrik i Israel.
Det er unægtelig et modigt initiativ. Israel er den seneste tid blevet beskyldt fra flere sider for at udøve såkaldt vaccine-apartheid, fordi landet sørger for vacciner til israelere i de besatte selvstyreområder på Vestbredden, mens palæstinenserne i de samme områder stort set ikke bliver vaccineret. Det samme gælder det palæstinensiske selvstyreområde i Gaza. Af sociale og helbredsmæssige grunde er det meget problematisk, at så få palæstinensere vaccineres, men som i så mange andre forhold i konflikten bærer Det Palæstinensiske Selvstyre et stort medansvar for den ringe udbredelse af vacciner.
Sundhedsvæsenet har siden Oslo-fredsaftalerne fra midten af 1990’erne været selvstyrets ansvar, og dets præsident, Mahmoud Abbas, har på intet tidspunkt bedt om at få leveret vacciner fra Israel. Derfor virker det også besynderligt, at FN’s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, kalder Israels optræden ”moralsk og juridisk uacceptabel”.
I et større perspektiv illustrerer den ulige adgang til vacciner i Israel og omegn et globalt problem: At de rige lande rager til sig, mens de fattigste kan sejle deres egen sø. Det har man forsøgt at råde bod på i FN-regi med det såkaldte Covax-program, der dog har fået en sløv begyndelse. Mette Frederiksens besøg i Israel kunne tolkes som endnu et eksempel på de rige landes egoisme, men der er dog det langsigtede perspektiv i besøget, at man vil øge produktionen af vacciner. Lykkes det, vil det også komme de fattigste til gavn.
Besøget må kaldes modigt. Dels fordi det åbner for en konflikt med regeringens egne støttepartier, som åbenbart har købt argumentet om Israels vaccine-apartheid, dels fordi statsministerens parløb med Østrigs stærkt konservative kansler Kurz er endnu en rød klud i ansigtet på støttepartierne. Og endelig fordi projektet kan risikere at ende som en politisk og økonomisk fiasko.
Vaccineproduktion har sjældent været noget økonomisk guldæg på længere sigt, især ikke hvis en vaccine virker ”for godt” og udrydder den virus, den skal bekæmpe. Om få år kan verden meget vel ende med at stå med alt for mange vacciner, som ingen vil købe, fordi virussen til den tid er ovre. Og måske står man med endnu en ubetalt regning for pandemien. Den tid, den sorg.