Den 29. november 1943 mødtes Sovjets diktator Josef Stalin, USA’s præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premierminister Winston Churchill til middag i Teheran forud for den første store konference om, hvordan Anden Verdenskrig kunne vindes, og hvad der skulle ske bagefter. Stalin foreslog, at 50.000 tyske officerer skulle henrettes for at undgå, at Tyskland kunne begynde en ny krig. Roosevelt sagde i spøg, at man vel kunne nøjes med 49.000. Men Churchill blev rasende og afviste blankt ”koldblodige henrettelser af soldater, der havde kæmpet for deres land”. I stedet skulle mistænkte krigsforbrydere stilles for en domstol og have deres sag prøvet. Sådan kom det til at gå ved de såkaldte Nürnberg-processer efter krigen.
Historien er værd at gæste, nu da verden forhåbentlig ser de sidste krampetrækninger i den umådeligt lange borgerkrig i Irak og Syrien. I hvert fald har den irakiske regering erklæret definitiv sejr over Islamisk Stat, IS, i organisationens hidtidige hovedby Mosul. Lederen Abu Bakr al-Baghdadi skal være blevet dræbt nær terrorbevægelsens syriske hovedby, Raqqa. Det betyder ikke, at IS er nedkæmpet over alt i de to mellemøstlige lande, men målet burde kunne nås inden for overskuelig tid. Dermed forestår den sværeste opgave i enhver krig: at sikre freden.
Spændingerne mellem shia- og sunni-muslimer og utallige sekteriske grupper forsvinder ikke, fordi sunni-islamisterne i IS nedkæmpes militært. Der er i den grad behov for at sikre, at man nu ikke løber ind i ukontrollerede hævnaktioner som dem, Stalin i sin tid foreslog mod tyske soldater. Tværtimod er det helt afgørende, at sunni-muslimerne inddrages i magtdelingen efter krigen.
Her kommer den internationale koalitions ansvar ind i billedet. Efter krigen mod Iraks daværende leder, Saddam Hussein, i 2003 fik Irak lov til at sejle sin egen sø, og det gav grobund for alle de sekteriske konflikter i regionen lige siden. Den fejl må Vesten ikke begå en gang til. Mosul kræver fuld opmærksomhed. Nogen vil hævde, at de religiøse konflikter er så spegede, at udenforstående magter alligevel intet kan gøre. Med de isolationistiske strømninger især i USA er det desværre også tvivlsomt, om der er en samlet vestlig vilje til at støtte en freds- og genopbygningsproces.
Men om ikke andet har vi faktisk en dyb egeninteresse i det. Mest indlysende grund er, at den terrortrussel, IS har udgjort for især Europa, er værd at eliminere. Et stykke ad vejen vil terroren muligvis skrumpe af sig selv.
Uden oliekilder og mafia-afpresning af den irakiske befolkning får organisationen sværere ved at finansiere sine ugerninger. En sikrere vej er imidlertid at fjerne livsbetingelserne for ekstremisterne ved at skabe stabilitet og fremgang. I øvrigt samme opskrift, som de allierede brugte i Tyskland og Japan efter krigen.