Der er lighedspunkter mellem den nye Muhammed-krise, der siden tirsdag aften har spredt sig over Mellemøsten, og den krise, der i 2006 tog fart efter Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af satiriske Muhammed-tegninger. Men mest af alt tyder det på, at de ændrede politiske forhold i Mellemøsten og den hurtige afstandtagen fra den provokerende Muhammed-film betyder, at krisen ikke får lov at eskalere på samme måde, som den danske Muhammed-krise gjorde. Dengang havde siddende regeringer i Mellemøsten en indenrigspolitisk interesse i at lade islamisters vrede løbe løbsk.
LÆS OGSÅ: Antiamerikanske protester tager til i Mellemøsten
Siden har Mellemøsten oplevet et arabisk forår. I alle berørte lande har islamister præget regeringsdannelserne. De nye styrer har måske en interesse i at acceptere antiamerikanske demonstrationer til forsvar for profetens ære, men ingen interesse i at lade dem koge ukontrollabelt over.
Derfor vil de slå hårdt ned på de ekstreme islamister, der ikke har fået sat så stort et præg på den nye politik, som de selv havde håbet, og derfor fortsat føler sig marginaliseret.
Libyen er en delvist ufunktionsdygtig stat, og det er ikke nogen stor overraskelse, at det forkastelige mord på den amerikanske ambassadør og flere fra hans stab fandt sted der. Men selvom forholdene i landet er præget af opløsning, er det ikke normalt at møde op til demonstrationer med raketter som dem, der slog den amerikanske diplomat ihjel. Meget tyder på, at optøjerne har været planlagt. De handler formentlig her mere om hævn over amerikanernes likvidering af en af al-Qaedas topfolk end om forargelse over den provokerende amerikanskfremstillede film om Muhammed.
Filmen, der foreligger i en forkortet version på internettet, har karakter af et latterligt dilettantstykke. Bagmanden anser islam for en hadefuld religion og har som hensigt at provokere muslimer, hvilket er lykkedes, efter at en del af filmen for nylig blev tekstet på arabisk.
Uanset hvor primitiv og dum provokationen af muslimer er, kan den dog ikke retfærdiggøre den uacceptable vold, som der reageres med.
Forbuddet mod blasfemi ligger dybt i islam og er en problematisk del af religionen. Men de voldsomme reaktioner kan formentlig kun forstås, hvis de også ses i lyset af den økonomiske stagnation og sociale håbløshed, der præger den arabiske verden. Mange opfatter sig som ofre, og når deres tro dertil hånes, reagerer de.
Der er grund til at håbe, at det arabiske forår kan skabe nye forhold, som vil løfte regionen og give ikke mindst unge mennesker et nyt livsperspektiv. Det vil forhåbentlig hjælpe flere muslimer til at acceptere den frihed og tolerere det frisprog, der karakteriserer demokratiske, liberale samfund. bjer