For godt 80 år siden præsenterede den russisk-amerikanske filosof Abraham Maslov sin berømte behovspyramide, som etage for etage beskriver de menneskelige behov. I bunden – som det vigtigste – finder man de basale fysiske behov, såsom mad og søvn. Helt i toppen – som det behov, der først bliver relevant, når alle andre behov er opfyldt – finder man selvrealisering, forstået som individets personlige, kreative og spirituelle udvikling.
Spørgsmålet er dog, om ikke tiden er inde til at føje endnu en etage til helt i toppen – en etage, som man eventuelt kunne betegne som ”ligegyldighed”. For følger man den aktuelle debat om sundhedsmyndighedernes opfordring til, at man i kampen mod flere corona-smittede bruger mundbind under blandt andet offentlig transport, ser man ganske mange, der ser dette som en krænkelse af deres personlige frihed. At denne såkaldte frihedskamp så er til fare for andre, lader ikke til at gøre indtryk, for som en mundbind-kritiker skriver på det sociale medie Twitter vægter han ”frihed højere end at holde smittetal nede”. Altså en rendyrket ligegyldighed over for de svækkede, kronisk syge og ældre, for hvem corona kan være livstruende. Behovet for at demonstrere sin egen frihed er blevet større end hensynet til andres liv og levned.
Verden rundt er det danske samfund berømt for den såkaldte sammenhængskraft, hvor vi kulturelt, politisk og socialt er kendetegnet ved en høj grad af gensidig tillid til både vores medborgere og myndighederne.
At sådan et samfund ikke er en selvfølgelighed, ser man blandt andet i USA, hvor netop mundbind er blevet det centrale symbol i en værdikamp om statens magt versus den personlige frihed. Det er en værdikamp, som præsident Donald Trump vanen tro har gjort alt for at holde liv i ved først at udvise skepsis overfor mundbind, hvorefter han – som en konsekvens af de tragiske smitte- og dødstal i USA – selv er begyndt at bruge mundbind, som han nu betegner som en patriotisk handling i kampen mod ”den usynlige Kina-virus”.
Det er glædeligt, at det herhjemme kun er en anbefaling, ikke et påbud at bruge mundbind. I en anbefaling ligger nemlig indirekte en tillid til, at andre mennesker vil vise hensyn. Om den enkelte vil følge anbefalingen, afgør man selv, men det bør altid ske ud fra en overvejelse af, om ens frihedstrang eventuelt er til fare for andre mennesker. Skulle man så mene, at brugen af mundbind i bussen krænker ens personlige frihed, står det jo heldigvis en frit for at tage cyklen eller gå.
Med en tidsånd, der dyrker krænkelsen, er det oplagt, at også brugen af mundbind kan udlægges som en begrænsning af den personlige frihed.
Men når forældre – som det skete for et par uger siden – klager til forlystelsesparken Djurs Sommerland, fordi man her kræver mundbind ved fem af parkens forlystelser, er frihedstrang blevet til egoisme. Til gengæld bør forlystelsesparken og flere andre private aktører ikke spekulere i, at mundbind skal sikre ekstra indtjening, da en sådan udnyttelse af en alvorlig smittefare heller ikke er specielt klædelig.
Coronakrisen har forstærket mange menneskers angst og ændret vores sociale omgang med andre mennesker på måder, som vi for få måneder siden ville have betragtet som usandsynlige. Lad os ikke skubbe til angsten og konflikten ved at gøre alt til en kamp mod andres ønske om hensyn.
Det er ikke alt her i verden, der skal tages personligt. Til tider er et mundbind netop bare et mundbind, ikke et statsligt forsøg på at udhule danskernes frihed.