I næste uge kan museerne omsider åbne igen. Som det fremgår af denne artikel, venter et sandt overflødighedshorn af oplevelser for det kunsthungrige publikum. Fra Emil Nolde i København til afrikansk kunst i Aarhus og videre rundt i hele landet: Der er virkelig bredde og variation i udbuddet. Endnu engang mindes vi om, hvor stor kulturel rigdom der er regionalt i Danmark, og hvor vigtige museerne som institutioner er for lokalsamfundene.
Sammenhængskraft er som regel noget politikerne priser, ligesom partierne på Christiansborg altid er enige om, at kulturlivet skal være for hele Danmark, og ikke kun udspille sig i de store byer.
Derfor er det trist at bevidne, hvor lemfældigt man fra politisk hold stiller museerne op til genåbningen. Der har ganske enkelt været for stor afstand mellem oplysningen om datoen for genåbning, og fastlæggelsen af rammerne for samme. Mange steder kan personalet slet ikke nå at gøre udstillingerne klar, og det efterlader museerne i et uværdigt ingenmandsland: Man glæder sig til at åbne. Men man ærgrer sig over, at rammerne ikke er klar.
Fra museernes brancheorganisation, ODM, og formand Nils M. Jensen er kritikken af Kulturministeriet klar: “Museerne gør alt for at være klar til åbningsdagen, men den ekstremt korte frist for eksakt viden om afstandskrav og forsamlingsstørrelser vil give problemer. Nogle vil måske endda blive nødsaget til at udsætte genåbningen,” sagde han tidligere på ugen til netmediet Kulturmonitor.dk.
Hvis det går så galt, at genåbningen af museerne udsættes, overlever befolkningen det naturligvis. Der har været mange måneder uden mulighed for museumsbesøg, og en eventuel udskydelse tager man nok med. Desuden tyder meget på, at presset mod museernes tælleapparater bliver behersket. Mange vil finde det besværligt med det påkrævede coronapas, som man helt uforståeligt skal benytte på museerne, men ikke i supermarkeder. Endnu en himmelråbende inkonsekvens i den aktuelle genåbningsfarce, der peger på det virkelig kritisable: Politikernes syn på kulturlivet.
Det er, som om at alt andet end kulturlivet – og kirkelivet, for den sags skyld – er vigtigere for politikerne. Den åndelige side af mennesket er der ingen, der kerer sig om længere. Den tid er væk, da man havde en statsminister som Anker Jørgensen (S), som privat samlede på billedkunst og tog kulturen alvorligt som en integreret del af tilværelsen. Kunst og religion bliver behandlet som det overflødige børnebord ved samfundets store middagsselskab, som det er blevet formuleret i debatten, sat hen i hjørnet af lokalet, mens de voksne snakker alvorligt til højbords.
Men museer og kirker er ikke overflødige institutioner, som man kan forvilde sig hen i, når alle andre behov er dækket. Vælgerbefolkningen fortjener politikere, der tager kulturen og genåbningen af museerne alvorligt.