Prøv avisen
Leder

Museer og mindfulness

Af Michael Bach Henriksen, kulturredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Høje besøgstal bør ikke være den eneste målestok på museer

Den nyere historie om danske museer kan groft sagt fortælles som følger. Engang bestod museer af tyste rum, hvor få besøgende kontemplativt betragtede de ophængte malerier eller udstillede genstande i montrer med et minimum af introducerende tekster om værkerne. I dag er danske museer velbesøgte oplevelsescentre, hvor formidling, identifika-tion og social interaktion er i højsædet, og hvor aldersspredningen er stor.

Engang var det ensomt og stille at træde indenfor i kunstens hellige haller, og kaffen fra automaten var dårlig. I dag er det socialt og larmende at gå på museum, maden er lækker, og der er 10 slags kaffe at vælge imellem.

Man skal være et skarn af særligt puristisk gemyt for alene at beskrive denne udvikling som en forfaldshistorie. Med inspiration fra udlandet, hvor museerne for længst er blevet en vital del af diverse metropolers opsving under oplevelsesøkonomien, oplever de store danske museer for tiden en fortjent fremgang.

Det er på lange stræk entydigt positivt, at tærsklen til museernes indgange er blevet sænket, så alle i princippet kan være med, og at viften af museumsaktiviteter er stor. Foredrag, koncerter, gourmetmad og gaveartikler: Det hele hører hjemme på et moderne museum med ambitioner om at række ud over gruppen af i forvejen omvendte kunstelskere. På ARoS i Aarhus har man en hel etage dedikeret til offentlige arrangementer; på Lousiana i Humlebæk har man en hel litteraturfestival knyttet til museet. Et moderne museum har mange boliger.

Hører yoga og mindfulness så også hjemme på et museum? Ja, mener de i USA og i stigende grad også i Danmark. Som en museums-inspektør udtaler i dagens avis: ”Kunstmuseer er ideelle rum til at hjælpe os til at standse op, reflektere og knytte forbindelse til os selv og hinanden. (...) Vi hører fra deltagerne, at meditation får dem til at se og føle kunstværkerne anderledes og dybere – selv når det gælder værker, som de kendte godt i forvejen.”

Det afgørende parameter for enhver udvikling inden for museumsinstitutionen må være kerneydelsen: kunsten. Hvis ikke alle aktiviteter viser hen til det egentlige eller fortegnet for det hele, bør en ansvarlig museumsledelse overveje, om yoga, mindfulness og alle mulige andre tiltag er noget for dem. Men har man målet for øje – som museumspersonen fra USA i citatet siger, at man faktisk lærer mere om kunst ved at gå til den på alternativer måder – så er mulighederne mange.

I jagten på høje besøgstal er det en permanent fristelse af udvande budskabet. Man kan koble så mange udefrakommende tiltag til kerneydelsen, at det bliver uklart, hvad man egentlig går på museum for. Hvis museer, kirker og andre ”hellige institutionshaller” kun tilbyder det, man kan få alle andre steder i samfundet, kan de lige så godt lukke. Men holder man målet for øje, er det muligt at gå langt i formidling og aktivitetsniveau for at fremme det egentlige: viden om og oplevelser med den bedste kunst.